124 / 314
1 2 1
og ukendt, lyste op i en Verden, som for de fleste af disse
Børn og deres Hjem var en lukket Bog; hun omstødte alle
tidligere Begreber om »Skolejomfruer« og Bestyrerinder, __
intet Under da, at deres beundrende Kærlighed antog Ka
rakteren af Sværmeri. Dette næredes yderligere ved en ejen
dommelig — »Utilnærmelighed« bliver maaske det rigtigste
Ord, hvis dette kan forstaas uden nogen Tilsætning af Kulde
eller Fornemhed, — som fulgte Frk. Zahles Person i det
flagflge Liv og i alle almindelige Forhold. Spøgte hun med
en Elev, nærmede hun sig med et venligt Spørgsmaal eller
et Haandtryk til et Barn, blev saadanne Tilnærmelser i Al
mindelighed mødt af den paagældende med Frejdighed og
barnlig Glæde; men det laa ikke i Frk. Zahles Natur at op
muntre Børnene til, at d e uvilkaarligt søgte hende med de
res smaa Sorger og Glæder; kun, naar noget hændtes, der
i deres Øjne var stort, tyede de umiddelbart og ganske af
sig selv til Frk. Zahles Trøst eller Sympati og gik da aldrig
forgæves.
Men denne Forskel, der havde sin Rod i de to Kvinders
Personlighed, gik først langsomt op for os Børn. Vi for-
argedes over Kammeraternes Sværmeri over for alt, hvad
der angik Frk. Zahle, for hendes Dragt, hendes Stemme,
hendes Bevægelser, hendes Smil og hendes Blik. Vi oppo
nerede over for alt. Naar Kammeraterne fremhævede Frk.
Zahles ganske vist meget smagfulde og yderst korrekte
Dragt, tænkte vi paa Susettes unge, slanke Skikkelse, der
altid viste sig i en Art »Reformdragt«, saa ulig alle andres,
°S dog saa harmonisk smeltende sammen med hendes Per
sonlighed, at hun aldrig vakte Opsigt, aldrig i sin Dragt
»stak af« til sine Omgivelser, og man vil forstaa, at Sam
menligningen aldrig faldt ud til Fordel for Frk. Zahle, der
slet ikke i første Øjeblik tildrog sig Opmærksomhed ved
ydre Skønhed. — Yderligere naar de andre fremhævede hen
des dejlige Oplæsning af »Kirkeklokken i Farum«, havde vi
Klangen i Øret af Susettes Stemme, naar hun læste »De