132 / 314
I 2 g
hed over for Frk. Zahle. — Saaledes forløb flere Maaneder,
men daglig tilstod jeg for mig selv, at jeg kom til at holde
mer og mer af hende, og med Glæde mindes jeg, at jeg
var loyal nok til over for Kammeraterne at kundgøre mine
forvandlede Følelser. Da kom der en Foraarsdag en lykke
lig Gennembrudsstund. Frk. Zahle havde dengang antaget
sig i Datters Sted min yndige lille Klassekammerat, Anna
Paulsen. Jeg havde til en Begyndelse ikke kunnet »udstaa«
hende, — af hvilken Grund? Rimeligvis fordi hun som alles
erklærede Yndling ikke kunde falde i min oppositionelle
Naturs Smag, og dernæst fordi hun var en af Frk. Zahles
mest udprægede Tilbedere; men efterhaanden undergik og-
saa mine Følelser over for hende en fuldstændig Forvand
ling. Hendes søde, milde, kærlige Sind røbede sig paa hun
drede Maader og afvæbnede mig helt, og da hun senere ved
det nære Forhold, hun kom i til Frk. Zahle, blev Genstand
for Misundelse fra enkelte Kammeraters Side, opkastede jeg
mig til hendes Talsmand og Forsvarer, og der opstod da
imellem os det inderlige Venskab, som aldrig senere i Livet
fornægtede sig. Venneforholdet mellem Pigebørn i en Skole
klasse kan jo undertiden betragtes som en deklareret For
lovelse — og saaledes var det i dette Tilfælde; vi var »er
klærede Veninder«. Da skete det en Dag, at Frk. Zahle, der
ogsaa paa dette Punkt vidste mærkværdig god Besked, tog
mig lidt til Side og sagde til mig: »Jeg ser godt, hvorfor
du har taget dig af min lille Anna, og det er kønt af dig,
at du har gjort det; men jeg véd jo, at du i Grunden ikke
bryder dig om hende, hvorimod hun er kommet til at holde
m e g e t af dig; nu vil jeg saa nødig, at hun skal lide en
Skuffelse, og derfor beder jeg dig om ikke at vise hende
større Venskab, end du i Længden kan staa ved«. Da brød
den sidste Ring i mit Panser, om der endnu var et saadant;
jeg kastede mig om Halsen paa Frk. Zahle og udbrød: »Ja,
men nu holder jeg saa umaadelig meget baade af Dem og af
hende!« Hvad Frk. Zahle svarede i Ord, mindes jeg ikke,
Natalie Zahle.
9