133 / 314
130
rimeligvis har hendes eneste Svar været en varm Gengæl
delse af min Omfavnelse, — men fra den Dag vidste vi begge,
at vi tilhørte hinanden; vi følte hver paa sin Vis den Sand
hed, Frk. Zahle to Aar senere udtrykte i en Sang, hun skrev
ved Skoleaarets Afslutning, i hvilken et af Versene lød:
»Skilles helt vi kunne ej;
fulgtes trolig vi paa Vej,
mødtes vi i Kærligheden,
blev der og for Evigheden
knyttet mellem os et Baand.«
De sidste Aar af min Skoletid var idel Fryd; nu var jeg
modtagelig for alt det bedste, der blev givet mig, særlig da
for den Undervisning, der tilflød mig gennem Frk. Zahles
Timer i Dansk. Det falder af sig selv, at en saadan Begiven
hed for mig som den at være kommet til Forstaaelse med
Frk. Zahle maatte meddeles Susette. Da hun dengang boede
paa Strandvejen, saa jeg hende kun sjælden; derfor skrev jeg
til hende, og jeg er lykkelig ved endnu at eje hendes kær
lige, glade Svar, saa ganske ligt hende selv fra de gode,
gamle Dage.
Jeg maa her gentage min Undskyldning for den fremskudte
Plads, jeg har tildelt mig selv i Skildringen af Frk. Zahles
Genvordigheder og Sejre over for Danekvindeskolens Børn;
men man taler jo bedst ud af Mindet om det selvoplevede,
og det forekommer mig, at disse smaa Træk er betegnende
for Finheden og for Storheden for Frk. Zahle som Men
neske og som Pædagog, er jeg end ikke blind for, at slige
smaa Iagttagelser kun kan værdsættes af Skolemennesker,
og det endda kun af saadanne, for hvem i een Forstand Livets
Midtpunkt er Skolestuen, og for hvem V e r d e n betyder
Livet med Børnene inden for dens Vægge.
I en Beretning om Skolelivet i Kronprinsensgade har og-
saa Skildringen af »det første Juletræ« sin Plads. I mange
Aar har jeg maattet fortælle for 9. Klasse i Skolen om det