138 / 314
135
paa »Juletræsaftnerne«, kunne udviskes. Det, at de »store
Børn« er saa optaget af at glæde de smaa, det, at d e er an
svarlige for, at alt gaar smukt, det, at det er dem og ingen
uden dem, der sørger for, at hver faar sin Part af Herlig
hederne, det, at det udelukkende er dem, der varter de voksne
op, det, at de maa have et Øje paa hver Finger, det, at de
føler sig som Værtinder og derved ganske glemmer Tanken
paa sig selv og paa at træde frem i første Række, det er
Ejendommeligheden ved denne Fest, som altid har virket
betagende, og som jeg af fuldt Hjerte haaber fremdeles maa
bevares.
Da Skolen for 50. Gang fejrede sin Juletræsfest, blev en.
smuk lille Sang af Fru B. Hahn afsunget. Det andet Vers lød:
Skolens Jul — hvor er Dit Minde
fuldt af Fryd og Glans;
Skoletiden sluttet inde
af to Festers Krans!
Første Jul — lidt smaa og spæde, —
sidste Jul — med Ungdomsglæde
omkring Træets lyse Smykke
fandt vi Barnets Lykke.
Efter denne Digression genoptager jeg Skildringen af
Skolelivets videre Udfoldelse i Kronprinsensgade og ved
Gammelstrand. Det var, hvad Frk. Zahle tit og stærkt har
udtalt, som om denne Indtrængen fra Danekvindeskolen, der
i Begyndelsen voldte hende saa stor Bekymring, dog til sidst
viste sig at blive til Lykke for hele hendes Gerning; det var,
som om der derigennem var blevet ledet ind over hendes
Skole en frisk Strøm, som bortskyllede det sidste, der fand
tes af gammel Slendrian og nedarvede Fordomme, og der
ved sit sprudlende Væld gav Liv og Vækst til mangen Spire,
der ikke før havde haft Kraft til at vove sig frem.