144 / 314
i 4 i
at være allestedsnærværende, til personlig at gribe ledende
ind, til at sætte sig ind i hvert Fags Væsen og Teknik, for
saa, naar det var sat godt i Gang, at kunne overlade det til
forstaaende Hjælpere. Frk. Zahle havde en ganske egen
Evne til at aflure hvert Fag dets Ejendommelighed som op
dragende Faktor, og det er næsten ufatteligt, med hvor stor
Takt og hvor stort Held hun bragte denne Evne i Anven
delse over for de forskellige Sider af Barnets aandelige Liv
og derved fremkaldte den alsidige, forfriskende Paavirkning,
som det er en af Skolens største Opgaver at øve paa sine
Elever. Denne lykkelige Evne havde hun, selv over for de
Fag, hun egentlig ikke i særlig Grad havde Anlæg for, som
f. Eks. Historie. Jeg tror, hun har Ret, naar hun selv ud
taler, at dette Fag ikke »laa for hende«. Hun manglede Blik
for den historiske Udvikling; hun fristedes derimod til at
fordybe sig i Enkeltheder eller til ensidig at dyrke et eller
andet for Barnets Udvikling for specielt Emne, men hun
forstod til Gengæld i ualmindelig Grad at vække Begej
stringen hos sine unge Lærerkræfter for, hvad der kunde og
skulde naas gennem Historieundervisningen, af hvis Over
legenhed som dannende og opdragende Fag hun var fuldt ud
gennemtrængt. Hun kunde sætte en Historieundervisning
i Gang som ingen anden; hun kunde give især de noget
større Elever Timer i »Historie«, som jeg ikke tror, det mod
tagelige Gemyt nogen Sinde kunde glemme, ja, hun kunde
fremstille en historisk Skikkelse saa levende og saa malende,
farvet af hendes ejendommelige Opfattelse, at, — jeg véd
det af Erfaring, — det var vanskeligt senere hen i Livet,
naar ens egen Læsning, ens egne Undersøgelser bragte en
til at se den i en anden Belysning, da at ændre sit Syn. Men,
som sagt, i dette Fag kunde hun kun b e r e d e Vejen for os
andre; naar hun mødte Forstaaelse, havde hun Mod til at
betro os at arbejde videre paa egen Haand; men hun fulgte
os med aarvaagen Opmærksomhed og kunde give forbav