145 / 314
142
sende geniale Vink selv der, hvor hun savnede den faglige
Indsigt.
Sin ypperste Historielærer fandt hun i Skolens tidligste
Aar (fra 1852—63) i den ogsaa i hendes egen Fremstilling
saa varmt fremhævede Hr. Christensen, hvis Evner til at
finde Vej til Børnenes Hjerte og Forstand jeg ikke betæn
ker mig paa at kalde fænomenal, skønt jeg nu godt kan se,
at han hverken var særlig kundskabsrig eller overlegen i sin
Opfattelse; men han var en ægte poetisk, barnligfrom Natur,
med en sjælden Evne til at se det bedste i og hos alle, store
og smaa Elever, Kollegaer og overordnede. Muligvis vilde
han have staaet i Fare for at glide ud i de grundtvigske
pædagogiske Forsyndelsers Hængedynd, men herfra blev han
reddet ved sin Samvirken med Frk. Zahle, for hvem han
nærede stor Beundring og varm Hengivenhed. Det er ikke
godt at afgøre, hvem af de to, der har været den andens stør
ste Velgører, men eet er vist, og det er, at det Præg, de to
i Forening satte paa Skolens hele Liv, ikke udslettedes i de
vekslende Tider.
Da Christensen i 1863 kaldtes til Præst i Rønne, og det
gik op for Børnene og hans voksne Elever, »at de skulde
af med Hr. Christensen«, blev der en Sorg, som ikke tidli
gere var oplevet i Frk. Zahles Skole. Den affødte Ønsket
om at skænke ham en Afskedsgave, og da Frk. Zahle blev
taget med paa Raad, foreslog hun, der kendte hans trange
Kaar, at skænke ham P r æ s t e k j o l e n ; men det forstaar
sig selv, Forslaget blev fremført og opfattet ikke som en
højst fornøden Hjælp, der skulde ydes en fattig Præst, men
som en Ære og Glæde, der blev Skolen til Del ved, at den
fik Lov til at række sin Lærer den Embedsklædning, i hvil
ken han skulde virke i Menigheden. Og i den Aand blev
den ogsaa modtaget. Selv uden de Ord, hvormed Frk. Zahle
sluttede den lille Afskedssang, hun i Børnenes Navn skrev
(20. April 1863), vilde Tanken i Gaven være blevet forstaaet.
Ordene lød: