150 / 314
147
Sæterbesøg, blev det meddelt paa en saadan Maade, at store
og smaa, sig selv ubevidst, havde en Fornemmelse af slet
ikke at kunne undvære, hvad de havde lært, og ikke rigtig
at kunne forstaa, hvorledes de før havde levet uden denne
Kundskab.
Hvor elskede ikke Frk. Zahle dette Forberedelsesarbejde!
Det kunde i de første 25 Aar af hendes Skolevirksomhed
sjælden optages før i en sen Aftentime, efter at Dagens øv
rige Arbejder var lagt til Side; men disse Timer var for
hende saa rige paa Nydelse, Forfriskning og Glæde, at hun
ikke ænsede Visernes Gang og Klokkens Slag og ikke søgte
Hvilen, før hun syntes, at alt var lagt godt til Rette til den
følgende Dag. N u kan sikkert mangen Lærer og Lærerinde
sige: »Ja, dette passer ogsaa paa mig!« De vil da med Tak
kunne tænke paa, at det var Frk. Zahle, der viste Vejen.
Frk. Zahles Hovedinteresse som Dansklærerinde tilhørte
i hendes tidligste Aar afgjort vor Litteraturs ældste Tid:
Eddaerne, Sagaerne, Folkeviserne, eller som de den Gang
kaldtes »Kæmpeviserne«, og i Forbindelse hermed deres Gen
fødelse i vore Romantikeres Digtning. Blandt disse satte
hun, ikke alene pligtskyldigst, men ud af sin Tids og sine
Barndomsminders Kærlighed, Oehlenschlager som den yp
perste ; men helt og fuldt synes jeg ikke, hun e l s k e d e mere
end nogle af hans Digte, som »Guldhornene«, »Hakon Jarl«,
desuden »Ørvarodds Saga«, »Aladdin« og flere af hans Tra
gedier. Stærkere derimod droges hun til Paludan-Miiller, der
igennem sin hele Digtning, men især gennem Værker som
»Tithon« og »Kalanus«,,, øvede stor Indflydelse paa hende.— At
hun med sin Kærlighed til og sin fine Forstaaelse af »Barnet
og hver barnlig Aand« droges stærkt til H. C. Andersen, er
indlysende. — Den Digter, hos hvem hun fandt det skønneste
Udtryk og den rigeste Næring for sin handlekraftige Fædre
landskærlighed, og den, hvis Lovprisning af Kvindens i n d r e
Værd og Sjælsadel fremfor af hendes »Skønheds ydre Glans«
altid rørte ved de dybeste Strenge i hendes Hjerte, var C.
10*