154 / 314
des ældre Elever maatte dele hendes Glæde og Nydelse med
hende. Hun læste den højt paa mange Steder baade da og
senere; men jeg har aldrig hørt hende kommentere eller ud
lægge den for Eleverne; hun lod Digtningen tale sit eget,
stærke Sprog til dem, — det var nok. Naar hun derimod tog
et Digt op, der satte Problemer under Debat, som f. Eks.
»Kalanus«, kunde hun paa en egen inderlig og jævn — en
f o l d i g vilde mange maaske kalde den — Vis tale med
endog 14— 15 Aars Børn om de store og dybe Spørgsmaal,
der fremkaldtes, saa Digtet ikke alene blev dem kært, men
blev deres personlige Eje, hvor højt det end naturligvis paa
mange Maader laa over Smaapigers Horisont.
Hvad Frk. Zahle som Dansklærer har betydet for den
Slægt, der kun var lidt yngre end hun selv, og for den, der
fulgte efter, vil ikke til fulde kunne paapeges eller udregnes;
men naar selv en Kvinde som Frk. mag. art. Ida Falbe-
Hansen, der i Lærdom og Kundskaber er hende uendelig
overlegen, kan udtale-') Ord som .
»Selv var hun en Dansklærer uden Lige, det sander en
hver, der har været hendes Elev; jeg føler Trang til at af
lægge det Vidnesbyrd, at har jeg udrettet noget ved min
Undervisning, da skyldes det hende«,
da er dette, om end det vægtigste, dog kun eet af mange Vid
nesbyrd om, hvor langt hendes Indflydelse rakte.
Ogsaa som Lærerinde i R e l i g i o n har Frk. Zahle øvet
en ikke ringe Gerning, mener jeg end, at hun som Helhed
naaede videst igennem sin Undervisning i Dansk. Jeg mm
des hende fra de tidlige Aar ved Gammelstrand, da jeg som
ung Klasselærerinde overværede hendes Timer for Børn 1
10— 12 Aars Alderen. Her udfoldede hun ret sine rige Ev
ner som Lærerinde. Hendes Fortællinger fra den gamle
Pagts Historie, hendes Skildringer af dens store Skikkelser
var paa een Gang saa barnlig fromme, saa poetisk skønne,
*)
B og o g Naal, 1. Januar 1914.