151 / 314
148
Ploug, og disse Digterpersonligheder blev derfor ogsaa de
betydningsfuldeste for alle hendes Elever fra de tidligere Aar.
Blandt de norske Digtere nærede hun i sin Ungdom størst
Kærlighed til Henrik Wergeland, senere traadte Bjørnson
og til Dels Ibsen noget mere i Forgrunden.
En sammenhængende Undervisning i Litteraturhistorie
var den Gang en uafviselig Post paa den højere Skoles Fag
liste; men at give en saadan laa ikke for Frk. Zahles Person
lighed. Hun kunde vistnok daarligere end de fleste andre
føle lige stor Interesse for alt og alle, og at beskæftige sig
med det oversigtsmæssige, det skematiske, kunde hun kun
vanskeligt overtale sig til. At skænke noget Opmærksom
hed, som hun ikke brød sig videre om, formaaede hun ikke;
men til Gengæld forlenede hun dem, hun »lagde til sit
Hjerte«, med et saadant Liv, at Børn og unge kom til at
omfatte disse Skikkelser med en Kærlighed, der i det mind
ste var en Afglans af hendes egen. De Elever, der har faaet
f. Eks. Chr. Pedersen, A. S. Vedel, Johs. Ewald, gennemgaaet
af Frk. Zahle, har sikkert aldrig senere kunnet staa ligegyl
dige over for deres Minde. Til Belysning heraf kan følgende
lille Træk tjene: Frk. Zahle havde gennemgaaet Oehlen-
schlagers Digt »Ewalds Grav«, og Børnene havde følt, at hun
med Digteren i Tanken var »henvandret til hans Grav, i
Krogen hist bag Kirken, flad og lav«, og at hun sørgede over
den Glemsel, den var hensunket i. Efter Timen sluttede en
4—5 af Klassens Elever sig sammen og aftalte, at de vilde
»skillinge« sammen, købe en Krans og næste Morgen inden
Skoletid henlægge den paa Graven. Det var en mørk No
vembermorgen, da Smaapigerne mødtes ved Trinitatis Kirke,
fandt Graven, men opdagede, at Gitteret hindrede dem i at
faa Kransen anbragt smukt og sømmeligt. Ganske raadvilde
og forknytte stod de der med de offervillige Sind og den
store Krans i Haanden; til alt Held kom en venlig Herre til
og bød dem sin Hjælp. Saa vidt jeg har forstaaet, var denne
Herre Graveren ved Kirken, og det er sikkert ham, der om