155 / 314
1 5 2
saa menneskeligt forstaaende, saa virkelighedstro og saa
ideelle, at de i ethvert modtageligt Barnesind maatte præge
sig med uudslettelige Træk. Ja, hun elskede den gamle Pagts
Fortællinger; herfra hidrørte sikkert ogsaa hendes varme
Sympati ikke blot for Jødefolket i sin Helhed, men for de
enkelte Jøder, af hvem ogsaa flere blev hendes trofaste Ven
ner. Om hun over for s m a a Børn havde samme lykkelige
Evne til at fremstille den ny Pagts Historie, tør jeg ikke
sige; jeg tror det egentlig næppe; men for de halvvoksne
Børn og navnlig for de unge vordende Lærerinder kunde
hun paa næsten vidunderlig Vis levendegøre Skikkelserne.
Hvem der som ung har hørt Frk. Zahle fortælle om den
samaritanske Kvinde, om Kvinden, grebet i Hor, om Hjem
met i Betania, om Frelseren i Getsemane o. m. a., maatte
først og fremmest blive grebet af, hvad disse Beretninger
betød for hende selv, og af, i hvilken Grad de udgjorde en
Del af hendes bedste og dybeste Jeg; men dernæst ogsaa
af en Længsel efter at kunne tilegne sig det Vidnesbyrd, der
gennem dem forkyndtes, af en Trang til at staa Ansigt til
Ansigt med den Kærligheds og Sandheds Aand, der lød til
dem gennem hendes Røst. Som en af hendes Elever*) fra
1862 kunde vidne efter hendes Død, saa »fyldte« hun i sin
Undervisning, »vi fik altid Brød og ikke Stene«, og mange
har sikkert sagt Ja til hendes Ord.
Jeg regner disse Frk. Zahles t i d l i g e Aar ved Gammel
strand for at være de lykkeligste for hende som Religions-
lærerinde for Børn. Hun var selv usigelig glad ved sine
Timer, og da hun, efter at Pastor Christensen og Pastor
Gjerløff havde forladt Skolen, fandt det vanskeligt at faa
disse to Medarbejdere erstattet, følte hun det mer og mer
som en Trang og Pligt selv at tage saa mange af Religions
timerne som muligt. Hun ansøgte da Kultusminister Monrad
om Tilladelse til at undervise heri ogsaa i de højere Skole-
*) Frk. E l. B ondesen: T ilskueren , Septem ber 1913.