161 / 314
1 5 8
danne, hvad hun havde givet i Sølv- og Guldbarrer, til gang
bar Mønt for de yngre.
Anderledes over for de unge vordende Privatlærerinder.
Disse samlede hun gerne om sig Fredag Aften, der for dem
sluttede Læseugen, og gennemgik da et af Evangelierne eller
et af Brevene, og i disse Timer havde hun en saa lyttende
og andagtsfuld Skare om sig, som det kun sjælden forundes
en Forkynder eller Lærer at samle, og under den Veksel
virkning, der fandt Sted mellem den talende og de lyttende,
var det, som Ordene fik Vinger og løftede de unge Sjæle højt
op over Døgnets Tummel og Travlhed. Disse Fredagaftener
var desuden Mødeaftener, hvor Skolens Venner, tidligere
Elever og Lærere, kunde sætte hinanden Stævne; de blev
saaledes et Baand mellem Fortid og Nutid, og Savnet var
stort, da disse Aftener faldt bort af sig selv, idet Eftermid
dagsundervisningen henlagdes til Formiddagen.
Efter dette Forsøg paa at skitsere Frk. Zahle som Lærer
inde i sine Hovedfag genoptager jeg Beretningen om Livet
i Barneskolen ved Gammelstrand.
. ~TeS haf ovenfor paavist, hvorledes Frk. Zahle allerede i
sin 1850 indsendte Skoleplan slog til Lyd for den dengang
meget dristige Tanke at forlænge Skoletiden for den unge
Pige indtil det fyldte 16de Aar. Men jeg har tillige fremhævet,
hvor klar hun var over, at det sidste Skoleaar — Ungdoms-
aaret — maatte have en friere, mindre skolemæssig Karakter
end de tidligere. Denne Tanke syslede hun stadig med, men
der gik næsten ti Aar, før hun vovede sig til det første svage
Forsøg paa at realisere den.
Som det saa tit var Tilfældet, kunde Frk. Zahle i lange
Tider sysle med en kær Tanke, indtil en ganske bestemt
ydre Anledning fremskyndede dens Indtræden i Virkelig
hedens Verden. Saaledes her: I 1861 var der i hendes ældste
Klasse en Elev, som hun havde særlig kær, og som ogsaa
paa sin Side følte sig stærkt knyttet til Frk. Zahle. Hun var
en overordentlig tænksom, kundskabstørstende ung Pige, i