167 / 314
164
»Hvorledes kan en »Kvinde« komme til at tale saa for
kastende om en hel Række af sit eget Køn? Maatte dog
ikke en aengstende Betænkelighed bringe hende til at holde
inde med de stærkeste Udtryk, til at spørge sig selv, om
dog ikke hermed skulde være sagt for meget? til at spørge
sig selv, om det virkelig skulde være overensstemmende
med streng Sandhed at sige: »Af de kvindelige Misfostre i
aandelig Forstand er det, at Institutricerne fremgaa; som
Vanslægtninge vegetere de uden kvindelig Sans og uden
kvindelige Erfaringer, indtil de ere vantrevne nok til at ind-
gaa til deres usalige Bestemmelse, — og er dog ikke det
Meningen af, hvad der i Deres, min ærede »Tilskuerindes«,
Udtalelser er ytret om os?
Vor Tids Skoler ere til visse ikke ideale; jeg indrømmer
villigt, at de lade meget tilbage at ønske; men jeg maa be
nægte, at v i ikke have Blik for Manglerne, at v i ikke ar
bejde med et idealt Syn for Øje. Ingen Forhold i denne
Verden ere ideale, saa lidt i Hjemmet som i Skolen; overalt
er der Misligheder, Smaaligheder, Usselheder. Ligesom
Hjemmet derfor vel ofte kan have nok at stride med Fejl
grebene eller Manglerne ved en Skole, saaledes kan Skolen
ogsaa have ikke lidt at kæmpe med Svaghederne og Daar-
lighederne i et Hjem.« — Længere nede skrives: »Hvorfor
ikke antage, at en Kvinde, fuld af kvindeligt Liv, opfyldt
af et lignende eller af netop d e t ideale Billede af et Husliv,
som De selv har udkastet, fuld af Lyst til at virke for dets
Muliggørelse, fuld af Tro paa, at l i d t k a n d e r d o g al
t i d u d r e t t e s , kun med Begæring om for sin Part at
gøre et, om end nok saa lille Skridt fremad paa denne Bane,
at en saadan Kvinde traadte ind i »Institutricernes og Gu
vernanternes Kreds« med det Maal for Øje at virke til —
at gøre sig selv mer og mer overflødig? Mon ikke noget
saadant kunde tænkes som en M u l i g h e d ? Men hvis saa
var, mon da virkelig den Skole, h u n forestod, turde kaldes
en Kvindekaserne, hvor Smaapigerne indrulleredes i »Eman
cipationsregimentet« ? Mon det dog ikke var at f o r m o d e ,
at der kunde arbejdes hen til en ægte Kvindeligheds Udfol
delse? Mon det ikke var at h a a b e , at d e r f r a kunde ud-
gaa, trods alle smaa og store Fejlgreb, trods alle forskyldte
og uforskyldte Mangler og Vanskeligheder, unge Kvinder,
der nok gad høre tale, men langt fra vovede at tale med,
om Politik, Poesi og Kunst, der med Sans og Følelse for