166 / 314
hen med at perfektionere sig i alle Retninger; de høste Ros
af Lærerne og Ros af Forældrene, der ikke betænke, at ved
al denne for Kvinden overflødige Indsugen af gamle Lær
domme, forsømme de at udvikle Hovedsagen: det unge Liv
i dem selv; de opgive at leve, for at lære: de ere gamle og
blive gamle, og af disse stakkels Kvinder udvikle sig da disse
Institutricer, der svare: »Hvem tro I se paa de Børn?«
Nogle Uger efter disse Artiklers Fremkomst læstes (2.
Marts) et Sv a r , i hvilket Forfatterinden straks melder sig
som hørende til de foragteliges Skarer, idet hun skriver:
»Det være lige saa godt sagt straks, at jeg selv hører til
disse vanartede Væsener, disse Institutricer og Guvernanter,
der erklæres berøvede Evne til at føle for eller med noget
kvindeligt.«
Dette Svar er saa varmt og kønt, saa harmfuldt og dog
saa værdigt afvisende de ubarmhjertige Angreb paa Lærer
inder som aandelige Misfostre, saa skarpt blottende Specta-
trixes Ukendskab til Skoleforhold og hendes overfladiske
Betragtninger over Rækkevidden af en Husmoders Evner
og Formaaen, og ved Siden af saa varmt hævdende Lærer
indestandens Ære, at ogsaa dette i høj Grad fortjener at
læses. Artiklen var undertegnet: E n L æ r e r i n d e , og der
gættedes i Almindelighed paa Frk. Zahle som Forfatter
inden. Selv vedgik hun dog ikke dette over for Offentlig
heden; men mig betroede hun under Tavsheds Løfte, at hun
var den skyldige; jeg har heller ikke røbet Hemmeligheden,
det Jeg mindes, før nogle Maaneder efter hendes Død, da
jeg skaffede mig Tidsskriftet til Laans fra det kgl. Biblio
tek og læste Artiklen højt for en Kreds af Skolens nuværende
Lærerinder.
Forfatterinden begynder med at udtale sin Bedrøvelse
og sin Forundring over, at en Dame, der synes at være
en alvorlig, bekymret Moder, og der giver saa mange kønne
Raad og Vink til Moderen og Husmoderen, kan dømme saa
strengt og uden vistnok at kende det, hun fordømmer, til
Bunds, og hun fortsætter:
1 63
11*