137 / 314
134
Soldater til Gode. Det var naturligvis ikke let for de 14— 15
Aars Piger at opgive den Fest, de saa længe havde glædet
sig til, men betagne af Frk. Zahles Varme og Alvor sluttede
de sig snart til hendes Tanke og udfoldede en Virksomhed
i Retning af at indsamle Gaver, omdanne Skolestuer til Bu
tikker eller til Te- og Chokoladesaloner, af at indøve fler
stemmige Sange, skrive Tombolanumre m. m., som var lige
frem imponerende. Udbyttet i klingende Mønt blev da ogsaa
over Forventning. En stor Del af Summen indsendtes til
Nationalkomiteen; for Resten købtes Uldgarn, og i over en
Maaned var hele Skolen een stor »Bindstouw«; i Frikvar
tererne strikkede alle; utrolige Masser af Sokker, Vanter,
Tørklæder, Stormhuer tilvirkedes; de smaa Børn i de yngre
Klasser strikkede Muffediser med saadan Iver, at det stride
Garn sled Hul paa Fingrenes tynde Hud, saa de maatte
beskærmes med Handsketutter.
Næste Aar fejredes atter Juletræsfesten, men ogsaa dette
Aar havde sin egen Karakter. Indbudt var foruden den yng
ste Klasse alle de Børn i Skolen, der havde mistet deres
Fædre i Krigen — og de var ikke faa — og alle de Børn,
hvis Fædre var fordrevet fra Sønderjylland. Der var noget
mærkelig betagende ved denne Festaften, som næppe glem
mes af nogen af Deltagerne.
Da Skolen flyttede over i sin nuværende Ejendom, og den
daglige Administration fordeltes paa flere Hænder, blev Frk.
Zahles Initiativ mindre fremtrædende; men hun var altid
levende interesseret i Festen. Hver af hendes personlige
Venner, eller hver mere betydelig Personlighed, Mand eller
Kvinde, hun og Skolen kom i Forbindelse med, maatte i det
mindste een Gang være til Stede ved denne Fest, og hvor
megen Glans der end er gaaet bort med hende og hendes
personlige Indgriben og Idérigdom, og hvor meget end For
holdene har nødvendiggjort, at Festernes Præg er blevet
mere ensartet, saa alt gaar omtrent paa samme Vis Aar efter
Aar, vil forhaabentlig aldrig det stærkeste Præg, hun satte