NatalieZahle

»Eugen Aram«, saa fremkalder den hos hende som Barn en

Række Reflektioner, der er beslægtet med dem, hendes Læs

ning senere i Livet affødte hos hende. Maaske hun slet ikke

har læst ovennævnte Bog som voksen, — jeg véd det ikke, —

men eet véd jeg : hun omtalte den jævnlig i sine Dansktimer

for os Elever, ikke for at tilskynde os til at læse den, men

for at advare os mod denne og lignende Lekture. Jeg har

aldrig, — jeg burde maaske sige »med Skam at tale om«, —

læst Bogen, men jeg har igennem Frk. Zahles Omtale af dens

Helt faaet en Afsky for »ædle Skurke«, som med koldt Blod

kan slaa Mand efter Mand ihjel, men ikke nænner at ned-

trampe en spæd Blomst eller knuse en Orm under sin Hæl.

En saadan Afsky var det sikkert sundt at indblæse Pigebørn

i en Tid, hvor Sværmeri for »ædle Røvere« og lignende Frem

toninger endnu ikke var døet ud.

Ganske mærkelige er ogsaa Brevene fra Barneaarene.

Den lille Pige maa fra tidlig Tid have holdt af at skrive

Breve, en Kærlighed, hun bevarede til sin Dødsstund; thi

det var ikke faa saadanne smaa Skrivelser, hun allerede i

Præstegaarden strøede om sig. Frk. Zahle har fortalt mig,

at hun godt mærkede, skønt det naturligvis skulde være en

Hemmelighed for hende, at hendes Fader viste hendes Smaa-

breve frem til besøgende Venner, og at hun følte, han var

stolt af hende. Men ikke alene den Kendsgerning, at saa

lille et Barn havde Taalmodighed til at skrive saa lange

Breve, er forbavsende, men selve Indholdet giver mange

Vink til Forstaaelsen af hendes senere Karakterudvikling.

Vi møder f. Eks. i Brevet til Pigen Ingeborg den Alvor, den

fuldstændige »Gaaen op« i, hvad hun vilde sige, der er be

tegnende for næsten hver Lap, hver skriftlig Hilsen, der

senere udgik fra hendes Haand, hvor hastigt den end blev

nedskrevet. Den viser os tillige den Vægt, hun tillægger

sine egne Ord, den Myndighed, ud af hvilken hun skriver,

den Hævden af »sig selv« og »sit«, som ved Siden af Be-

Natalie Zahle.