98 / 314
95
os gennem hendes »Erindringer«, og intet fremtræder i an
den Belysning end den, vi i Forvejen var fortrolige med.
Det næste, der uvilkaarligt lyser os i Møde gennem hen
des Skildring af Forældrene, er Forstaaelsen af, hvor rig en
Arv, hun har modtaget fra dem begge, og hvor tydeligt det
er, at Spirerne til meget af det ejendommeligste i hendes
Væsen giver sig til Kende allerede fra tidligst Tid. Det er
umuligt andet end at faa Indtryk af begge Forældrene som
Personligheder, der ragede betydeligt op over Gennemsnits
tallet af Mennesker, baade i Kraft af aandelige Evner og i
Kraft af den trofaste, selvforglemmende Kærlighed, der
bandt dem til hinanden. Denne Opfattelse tilegnede jeg mig
allerede som Barn gennem Frk. Zahles Fortællinger og Breve,
og jeg havde allerede den Gang og senere som voksen rig
Lejlighed til at faa dette Indtryk bekræftet af ikke faa af
hendes Forældres gamle Venner, dels her i Staden, dels i
Herregaardsbefolkningen omkring Hvedstrup.
Som rimeligt er, var det mest Faderen, der kendtes i de
videre Kredse uden for Hjemmet, medens den svage Moder,
der var fængslet til Sygelejet endog halve Aar ad Gangen,
kun kendtes til fulde af sin nærmeste Kreds; men skønnere
Æresminde end det, hun har rejst sig selv gennem sit Brev
til Broderen, eller det, hendes Husbond har rejst hende gen
nem sine Digte, kan vel ikke ønskes. Mangfoldige første
Haands Vidnesbyrd har jeg derimod om, i hvilken Udstræk
ning Præsten Sophus Zahle var afholdt, æret og savnet af
høj og lav, da han gik bort. Frk. Zahle siger et Sted i sin
Skildring, at hendes Broder i Arv efter Faderen havde faaet
hans smukke Sangstemme og musikalske Begavelse; hun
kunde have føjet til, at h u n selv ikke havde faaet ringere
Arvelod: hans varme Hjerte, hans klare Tanke, hans poe
tiske Anlæg, hans Evne til at give sig hen i Venskab, hans
Interesse for alt menneskeligt, hans Kærlighed til Naturen,
alt træffer vi i potenseret Grad hos hans Datter. Den ud
prægede Sans for Orden og de ualmindelige Anlæg for