![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0094.jpg)
E
nhver, der med Interesse og Sympati har læst den forud-
gaaende autobiografiske Skildring af Frk. Zahles Barn
dom, Ungdom og selvstændige Virksomheds første Begyn
delse, vil vistnok med et Suk udbryde: »Hvor er det dog tungt,
at hun ikke naaede videre!« Helt og fuldt slutter jeg mig til
dette Udraab. Nu, da hendes Livsgerning er ved at vokse
sig stor og omfattende, nu, da hun i den røde Bygning ved
Gammelstrand Aar efter Aar samler Børn fra Hovedstadens
toneangivende Kredse, fra Intelligensens, Dannelsens, Kun
stens Hjem, fra de civile og militære Embedsklasser som
fra de patriciske Købmandshuse, fra Enkerne og de stræb
somme Smaaborgeres Hjem, Børn, der bænkes Side om
Side og vokser op under Paavirkning af hendes ejendomme
lige, stærke Personlighed, nu trængtes der just til, at det
fremdeles var hende selv, der talte og vidnede. Yderligere,
da der nu fra den samme gamle Gaard Aar for Aar ud
sendes over hele Landet Skarer af unge, varmhjertede Kvin
der, der har modtaget Uddannelse til deres Fremtidskald
som Lærerinder i Skoler eller Privathjem, var det mer end
nogen Sinde betydningsfuldt, at hun selv skulde tale; nu
trængtes der netop til, at hun selv skulde vidne, vidne om
Kampe og Sejre, om Haab og Skuffelse, om Tilslutning og
Miskendelse; derfor føles det saa tungt, at hun just her har
maattet nedlægge Pennen. Lettere bliver det heller ikke
derved, at der kun sparsomt kan raades Bod herpaa gennem