50 / 111
46
Men det, der er det væsentlige, bliver, at Grundtvigs M inde
kirke endelig har fundet sin monumentale P lads paa det
h ø je s t e
Sted efter gammel Skik med Taarn i Vest, Koret i Øst, og er
med til selv at forme sine Omgivelser, sin By, ligesom Kirker og
Klostre var det i gamle Dage, Højskoler i Nutiden.
En Mand, der forstaar sig paa den Slags Ting, sagde: „Om
en Menneskealder v il alle tro, at hele Bispebjerget er kaldt efter
Grundtvig.“
Men ellers hører Bispebjerg til det Jordegods, Kong Valdemar
skænkede Biskop Absalon, og dermed Roskilde B ispestol, hvor
fra det atter ved Reformationen overgik til Kronen og senere
til Kongens Kjøbenhavn.
Hvorfor nu netop Bispenavnet er blevet fæstet til Bjerget frem
for til andre Dele af det store Gods, var det vel værd at faa op
lyst; men i hvert Fald bliver Mindet om de tvende Stormænd,
begge baade Kirkens og Folkets Mænd, nogle v il kalde dem vore
to største, knyttet til Bispebjerg. Grundtvig regnede sig jo selv
ligesom sin store Forgænger til Hvidernes Æt.
Paa denne Bakke v il Kirken komme til at beherske sine Om
givelser, og disse vil kun tjene til at fremhæve Monumentet, saa-
dan som det smaa og daglige fremhæver det store og usædvan
lige. Lykkes det hele Anlæg, v il der fremkomme en monumental
og architektonisk Helhed som intet andet Sted i Landet, og som
man vel tør vove at ofre andre Hensyn paa, selv om disse kunde
have deres Berettigelse.“