56 / 111
52
og saa skal det pege op mod H imlen. Det passer godt. For der
er noget deri, som ligner Grundtvig.
Grundtvig stod fast paa denne Jord. Og han gik frem paa
den med faste Skridt. Han elskede Livet her paa denne Jord.
Men i samme Grad han elskede det, i samme Grad pegede det
for ham mod det høje, mod H im len, mod Gud.
Han elskede den danske Natur, især den varme, frod ige For
sommer, naar Solen straaler i al sin Glans, naar P inseliljerne
blomstrer, naar Bækken risler i Engene, og naar den lune Nat
er fyld t med Nattergalens Slag fra Kvæld, indtil Stjernen daler.
Men alt dette blev for ham Mindelse om og Udtryk for noget
aandeligt, noget højere. Derfor synger han ikke alene „I al sin
Glans nu straaler Solen“ , men har føjet til: „L ivslyset over
Naadestolen“ .
Og naar han siger:
„ I Sommernattens korte Svale
slaar højt Fredsskovens Nattergale,
saa alt, hvad Herren kalder sit,
maa slumre sødt og vaagne blidt,
maa drømme sødt om Paradis
og vaagne til vor Herres P ris,“
saa bliver Sommernatten ham B illede paa Barnets Fred i det
kristne Hjem, og dets Opvaagnen til klart og bevidst Kristenliv.
Grundtvig elskede Fædrelandet ved den bølgende Strand. Og
naar han saa havde arbejdet for det, lidt med det, haabet for det,
saa hjalp alt dette ham til at se op mod et favnende Fædreland,
evigt sikkert, evig sødt, og til at synge:
„Saa rejser vi til vort Fædreland,
der ligger ej Dag i Dvale.“