60 / 111
56
Goethe siger, at Arkitekturen er Musik omsat i Linier, og
man siger om Konkyljen, at den Brusen, der for Øret lyder fra
dens Indre, er Bølgernes gemte Sang. Dette passer paa den Kirke,
der her skal rejses. Det er, som om Orgelspillet har rundet dens
Buer og ranket dens Mure. Intet Musikinstrument ligner sin Tone
som Orgelet. Kunde man tænke sig, at en Mester i en Hule af
Sten sp illede paa Orgel og det raa Stof lød Tonernes Bud, vilde
den Bygning rejse sig, som den, der nu skal rejses her. Men
Orgelet minder os om Straalerne, og en Gang skal dette Orgel
hus ligge her, badet i sit hvide Lys . . .
Det vidunderligste ved denne Bygning er dog dens ligefrem
me, simple Barnlighed. Det er vor Barndoms Kirke, der ikke
skabtes til Hovedstæder. I sin Storhed er den m ild som denne
vidunderlige Septemberdag. Og saaledes var ogsaa det inderste
hos Grundtvig. Hos denne Kampens Mand var der en Fred, den
Fred, som er over al Forstand. Og just fordi han havde været
saa dybt inde i Mørket, blev han a f alle danske Digtere den, der
havde den største Lyskraft. Vi har følt det i disse Tider som
aldrig før, hvor langt han favnede, hans Kærlighed til Danmark,
hans profetiske Vidsyn, saa at ogsaa vi, der ikke hører til Menig
heden, ikke kunde undgaa at se det. Vi har gennemlevet haarde
Tider, men gennem Mørket brød en Straale frem. Den kaster
sit Lys tilbage over vor Historie og vore Minder, der lyser og
saa over Grundtvigs Navn . . .
Her paa Grænsen mellem By og Land skal nu hans Kirke
rejses. Den skal minde Byen om, at lige under Stenbroen og
Asfalten er der Muld, vi alle er i Slægt med, den skal minde os
om det store frugtbare Land. Og den skal minde Landet om
Kunsten, om den Aand, der faar Stenene til at tale. Den er paa
det nøjeste i Pagt med dansk Væsen. Den skal staa som et Minde