57 / 111
53
Netop fordi han bundede saa dybt i sit jordiske Fædrelands
Minder og Liv, hævede hans Sind sig saa haabende mod det
himmelske Fædreland.
Grundtvig elskede Modersmaalet ved Øresund og trindt i de
grønne Lunde. Men jo højere han elskede det, desto mere inder
ligt maatte han ønske at faa det stemt til at synge om det evige.
„Modersmaalet dybt sig bøjer,
let og lifligt det sig føjer
efter Herrens Tankegang.“
Han elskede Menneskelivet, det indholdsrige, virksomme Men
neskeliv. Livet var for ham ikke en Grædedal, hvor meget der
end kan være at græde over. Det var for ham en Arbejdsplads,
et Sted, hvor der var meget at lære, meget at sørge over, meget
at elske.
Men hans Glæde over Jordens Liflighed og Menneskelivets
Rigdom fik ham ikke til at sige: her er saa meget, at det er nok.
Tværtimod, han maatte sige: her er noget, som er saa værdi
fuldt, at vi maatte ønske Evighed over det. „Gid evig var vor
Glæde“ . Hans L ivsfølelse higede ud over det jordiske, helt ind
i det evige. Og hans Oplevelse af Syndens og Forkrænkelighedens
Alvor fik ham derfor til saa dybt at modtage Livets Ord a f
Guddomsrod.
Som Taarnet grundes dybt for at kunne stige højt, saadan
førte hans dybe Oplevelse af det menneskelige ham op til mæg
tig Trang til Gud.
Her skal engang komme til at ligge et Kirkehus. Her skal
stilles en Døbefont. Ingen har som Grundtvig forkyndt og for
klaret os Danske, hvad Daaben betyder. Den betyder: Her er
Guds Hus og Himlens Port; her er Knuden knyttet fast, tag saa
Snoren i din Haand og gaa modig frem gennem alle Oplevel