59 / 111
55
Han hørte bag ved Bondens Mur
Kong Idaddings Hane gale.
Da drog han Lyd af brusten Lur
og Lys af dunkel Tale,
gav Danmarks Saga sjællandsk Røst
og rejste frit af Folkets Bryst
den Aand, der laa i Dvale.
Han stred med Gud, som Jacob stred,
og Kæmpen blev den lille;
men af de Nederlag, han led,
steg Sejren, som han vilde:
Det Kraftens Ord, den Offersang,
der løfter som en Bølgegang
og læsker som en Kilde.
Saa vil vi love Livets Gud
for Lys i lave Stuer,
for Lvnildsmænd med Himmelbud,
for Kraft, som Død ej kuer.
Det Folk, Han fylder, visner ej;
Ham hvælver vi ved alfar Vej
den danske Kirkes Buer.
Derpaa besteg Højskoleforstander
Povl Hansen
Talerstolen og
bragte en Hilsen fra de danske Højskoler, hvorefter Forfatteren
Helge Rode
talte som følger:
„Engang saa jeg i Skoven et sælsomt Væsen, ikke Træ, ikke
Dyr og ikke Menneske. Men det voksede op af Jorden som et
Træ, det var langstrakt som Dyret, og det bar sin Pande hævet
som Mennesket. Det var urørligt, men jeg mærkede, at det le
vede; der var Tavshed om det, men jeg syntes, det tonede om
det. Men først og fremmest straalede det, som det, hvori det
guddommelige har taget Plads. Det var Grundtvigs Kirke.