158 / 211
Grethe Ilsøe
Kvinderne
Det var et fåtal af kvinderne blandt de borgerligt viede, der helt
frem til 1920 stod uden for Folkekirken (med mindre de tilhørte
et andet trossamfund). Kort sagt, der var få kvindelige fritænkere.
Det var altså ikke gået som Johanne Meyer havde spået i 1895, at
den »moderne KVINDEbevægelse« havde medvirket væsentligt
til udbredelsen af den borgerlige vielse. Det havde derimod den
MANDLIGE arbejderbevægelse.
Det ser ud som om Johanne Meyer langt snarere ramte plet, da
hun 1885 i sin nævnte artikel i Social-Demokraten beskrev kvin
dernes daværende holdning, som skulle vise sig mere permanent
end hun forudså i pamfletten ti år senere. Hun skrev: ». . . Hvad
der til Dels bevirker, at mange ikke griber Lejligheden til at give
deres religiøse Meninger tilkende ad de her påviste Veje (dvs. ud
trædelse af Folkekirken), er enten en mindre tilgivelig Slendrian
eller også Ukendskab til de Formaliteter, man herved har at iagt
tage. Men Størsteparten af Skylden tør vistnok uden Overdrivelse
lægges på den KVINDELIGE parts Skuldre. Den Modstand, der i
Reglen ydes fra denne Side mod den borgerlige Vielse, er i de fleste
Tilfælde saa bestemt og uimodstaaelig, at det »stærke« Køn efter
en kort eller slet ingen Kamp lader sig overvinde og Trods alle
sine Uoverensstemmelser med Præsternes Dogmer villigt føre in
denfor Kirkens Porte. Man kan ikke undre sig over, at den unge
Kvinde, der fra Barn af i Skolen er fyldt med religiøse Ideer, hun i
den Alder selvfølgelig ikke har Evner til at kunne bedømme Vær
dien af, og senere som Tjenestepige, Sypige eller Fabriksarbejder
ske hverken har Tid eller Lejlighed til, saaledes som i Reglen den
mandlige Arbejder, ved Læsning eller Undervisning at udvide sin
aandelige Horisont - man kunde ikke undre sig over at hun, med
den Kvinden egen Higen efter det mystiske, overnaturlige, ufor
klarlige, hænger fast ved de hende i Barnealderen indprentede dej
lige, vidunderligt klingende Mirakel-Legender. Og det er na tu r
ligvis heller ikke min Mening, at Manden i slige Spørgsmaal skal
træde befalende op og sige: »Jeg VIL, og MIN Vilje er den afgø
rende!«; men han skal saa vidt det staar i hans Magt, forklare
og anskueliggøre sine Meninger og Ideer for hende, at hun efter-
haanden, lidt efter lidt bliver bragt til at indse på hvilket sundt og
godt Grundlag de hviler . . . « .12
156