HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Adda Hilden

eller mindre i en slags kodesprog, der kunne læses overfladisk af

andre, uden at de opdagede det nære forhold.

Henriette Steen havde siden påske 1873 haft orlov fra sit a r 

bejde ved Friskolen i Hindegade. Hun havde været en tur på Als,

i Norge, i Fredensborg, hvor hun havde sit hjem, og logerede nu

hos en gammel barber og hans kone i nærheden af Hørsholm.

Hun var sygemeldt, og onkel Andreas Drachmann havde begrun

det sin lægeattest med »et legemligt Ildebefindende ledsaget af en

nedtrykt Sindsstemning«.14

Det legemlige ildebefindende, der nødvendiggjorde hendes di

skrete ophold, som det endnu kunne hedde i annoncer i dagbla

dene i 1950'erne, var hendes graviditet. Svangerskabet ville have

kostet hende stillingen som lærerinde, hvis det var blevet kendt,

og ville have skandaliseret både hende og Viggo Hørup. Deres for

hold var tilsyneladende en, blandt få nærstående, velbevaret hem

melighed, og en vordende politikers uægteskabelige sidespring,

for ikke at tale om elskerindens fødsel i hemmelighed, måtte for

begges skyld behandles med dybeste diskretion. Så den arme Hen

riette tilbragte tiden fra påske til hen i august som en paria, og om

opholdet i hjemmet i Fredensborg skriver hun d. 4. maj:

»Paa Fredensborg vare de gode imod mig, men gjorde

mig saa ulykkelig at jeg græd i én Kjøre, da Moder og Julie

bestandig fik mig til det imod min Villie og Bestemmelse

- netop ved deres hjertegribende Medlidenhed, saa jeg

næsten fik ondt af mig selv. (. .) Den stakkels Moder

gjør det mig saa ondt for - gid jeg maatte kunne gjøre det

godt for hende igen, hun kan kun se med de Øine, hun

nu engang har, kjender ingen Philosofi og er forresten en

kjærlig og opoffrende Sjæl; en gammel Høne, Ællingen

svømmer bort for, og det gjør mig saa ondt jeg ikke kunde

lade som jeg var en Kylling, og bleven hos hende i Hønse

huset - men det var umuligt«.15

Henriette Steen var ikke nogen kylling, men svært har det været

for hende at følge sin »Villie og Bestemmelse« ikke at græde, trods

den hjælp hun måtte have hentet i »Philosofien«, og det er for-