44 / 211
Adda Hilden
til at slaa dem ihjel, saa jeg kan udholde at leve borte fra
Dig? (. .) Naar Sommeren er forbi, skal jeg jo være frem
med for Dig, saa kan jeg ikke tilhøre Dig længer ved du
nok, men i Sommer - der er jo en Evighed blot til denne
Måned er ude«.
Hun havde bestemt, at deres forhold måtte høre op, når hun havde
fuldført sin diskrete tilværelse, født og var tilbage uden barn i sit
arbejde, den anstændige, pligtopfyldende, enlige lærerinde. Al Hø
rups smertefulde, kærlighedstørstende energi rettes i denne for
færdelige sommer, hvor de kun mødes af og til på Holte station,
gemmer sig i skoven eller nogle timer på kroen, mod at få hende
til at glemme sin beslutning om at være fremmed for ham:
»»Naar Sommeren er forbi veed du jo nok ..« Nej jeg veed
ikke, men nu har jeg lavet mine kummerlige Vers over
dette kummerlige Thema, veed du det nu? (. .) Nonsens!
Nonsens! Nonsens! og lad saa Sommeren fare, til Efter-
aaret er der atter en Dag og mange Nætter.«17
Blandt det lange brevs mange strofer disse, der nok også tjener til
at karakterisere hans elskede Henriette, som HAN så hende:
»Nei med Spot og Kys kan ei du dræbe
denne Elskov, - som du trued nys -
den er bygget mellem Spot og Kys,
bygget som din egen stolte Læbe.
Vil for fast den os til Jorden klæbe,
vil den døende forgaae i Kys -
den vil vaagne som den vaagned nys,
strax naar Smilet spotter paa din Læbe.
Friskt og frit laa altid Tankespillet
om din fine, trodsigt skaarne Mund,
naar du spottende slog Smut med Snillet.
Kjækt og brændende laa altid Kysset
42