69 / 211
Kærlighedens konsekvenser
ment for at lempe på anonymitetsprincippet. Det centrale for stif
telsen var, at anonymiteten stadig kunne opretholdes for de vel
havende ugifte barselskvinder, da det var disse kvinder, der blev
anset for at have det største behov for at skjule en uønsket gravi
ditet og fødsel.21
Ane var en af stiftelsens mange barselskvinder, der ikke selv
kunne forsørge sit barn. Da hun havde boet i København i 1 1/2
år, kunne hun få den 3-årige understøttelse til sit barn. Inden hun
forlod fødselsstiftelsen måtte hun derfor overfor stiftelsens in
spektør Bendz oplyse sit navn, fødested, hvorlænge hun havde op
holdt sig i byen, om hun havde født før, hvor hun tog hen efter
opholdet på stiftelsen, om hun selv ville tage sig af Johan Peter el
ler finde en plejemoder til ham.
Pd plejestiftelsen
Ane blev ikke som Cathrine udskrevet direkte til sin bolig fra fød
selsstiftelsen. Den 4. april overgik Johan Peter til plejestiftelsens
ammestue, hvor Ane fulgte med som amme.22
Selvom der i 1824-resolutionen ikke blev stillet krav til barsels
kvinderne om ammetjeneste, blev det stadig opfattet som de frit-
liggendes og de lavestbetalendes pligt at overgå til ammestuen,
hvis der var behov for det. Der skulle de amme og passe ikke
alene deres eget barn, men også de børn, der var overladt til stif
telsens forsorg og de børn, hvis mødre var syge eller døde.
At gøre ammetjeneste havde i århundredets første årti været
frygtet. Antallet af ammer var alt for få til de mange børn, til
hvem der ikke kunne findes plejefamilier. Så en barselskvinde
kunne have 2 - 3 børn at amme og pleje foruden sit eget barn.
Det skete da også, at ammer lå de spæde børn ihjel. Da et par
børn i begyndelsen af 1806 var blevet kvalt i en ammes seng, gav
reservelæge ved plejestiftelsen, Paul Scheel, i malende vendinger
udtryk for sit syn ikke alene på forholdene i ammestuerne, men
også på ammerne. I et brev til direktionen foreslog han, at der blev
taget skrappe forholdsregler i brug overfor de genstridige ammer.
Han fortsatte således:
»Straffe i disse enkelte Tilfælde kan neppe forebygge dette
Onde, dersom man ikke gaaer til Kilden: Ammernes Uvil-
67