![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0124.jpg)
Menuerne sammensættes niere forstandigt, og i de fleste Hjem indretter
man sig en Spisestue.
Det bliver nu ogsaa Mode, at enhver har sin egen Tallerken og sit eget
Glas; ligeledes vinder Gaflen Indpas, og Servietten bliver almindelig.
Allerede i Middelalderen brugte Franskmændene Dug paa Bordet. Den havde
en højtidelig Karakter. At dele Bord sammen var mindre end at dele Dug sammen.
Det er dog navnlig under Ludvig den XIV. og Ludvig den XV., at Koge
kunsten naar en høj Udvikling.
Under Ludvig den XIV. udkom de første Kogebøger, hvori man anførte
Navnene paa de Kokke, der havde kreeret de aftrykte Retter, og ikke sjældent
hans Principals Navn ogsaa. Begge Parter var lige stolte. Diderot, der selv var
en stor Feinschmecker, gjorde sig ikke desto mindre lystig over Kokkenes Talent
og sagde: »D er er to Slags Mennesker; Lægerne og Kokkene. De første arbejder
uophørligt paa at bevare vort Helbred, de sidste paa at ødelægge det. Der er
kun den Forskel, at de sidste er mere sikre paa deres Maal end de første«.
Under den berømmelige Ludvig den XIV. begyndte Aristokratiets Damer at
interessere sig for Madlavning, f. Eks. Madame Maintenant, Madame Pompadour,
Madame du Barry og mange andre, hvis Navne ikke er saa bekendte, men hos
hvem Datidens store Franskmænd ofte spiste. Ogsaa mange Officerer, Videnskabs-
mænd og Digtere fuskede i Kogekunsten.
Ved en kongelig Middag eller ved Middage hos Rigmænd var der 4 à 5
Serveringer, hvoraf hver især hestod af adskillige Retter.
Ligesom vore Dages Amerikanere spiste man ogsaa den Gang gerne en eller
anden Frugt til at aabne Maaltidet med.Oftest en Skive Melon.
Efter Revolutionen blev det franske Køkken endnu ypperligere. Tre Mænd,
Brillat-Savarin, Grimod de la Reiniére og Carême, er Køkkenets Fornyere. Navnlig
Carême, der Tid efter anden var Køkkenchef hos de største Fyrster i Europa.
De to førstnævnte var ikke Kokke af Profession, men skrev om kulinariske
Emner. Brillat-Savarin har gjort sit Navn udødeligt med Værket »Smagens
Fysiologi«, der udkom i 1825, og som blandt andet indeholder en Samling Afo
rismer, hvoraf nedenstaaende to er særlig berømte:
»Sig mig, hvad Du spiser, og jeg skal sige Dig, hvem Du er«.
»Dyrene æder, Mennesket spiser; men det kultiverede Menneske iorstaar
at s p is e «.-------------—
Vi er nu naaet op i Nærheden af vore egne Dage.
Hvad Maaltiderne har tabt i Antal og Kvantitet, har de tusindfold vundet i
Kvalitet, og man maa spørge sig selv, om det er muligt, at Kogekunsten kan
gøre endnu større Fremskridt. Allerede for flere Aar siden stillede et fransk
Køkkenblad dette Spørgsmaal, men Bladet magtede ikke at give noget Svar.
Qui vivra verra. — — ------
Artiklen, der paa Udstillings-Komitéens Opfordring blev skrevet af delte fe s t
skrifts Forfatter, sluttede med en Hyldest til de førende danskeRestauranters
Tilpasningsevne paa det kulinariske Omraade. Forøvrigt blev den eftertrykt i en
Række europæiske Restaurations-Fagblade.
121