120 / 170
løvrigt er det bevist, at de gamle Ægyptere forstod kunstig Udrugning.
Det Dyr, der leverede det største Kontingent til deres Køkkener, var Oksen,
som parteredes paa omtrent samme Maade, som vore Dages Slagtere gør det.
Endelig skal jeg anføre, at Ægypterne var dygtige til at bage. Fattigfolk
spiste Hirse- og Bygbrød, medens de rige kunde tillade sig at spise Hvedebrød.
Ægypterne fremstillede baade Vin og Likører, ja de bryggede endog alkohol
holdigt 01.
De ægyptiske Kokke stod i høj Kurs, og Herskaberne søgte ofte at lokke
dem fra hverandre.
Et andet stort samtidigt Folk var Assyrerne, men deres Sæder adskiller sig
fuldstændigt fra Ægypternes. Det var nærmest noget Røverpak, der intet gad
bestille, men levede kristeligt af at røve fra deres svagere Naboer.
De fattige levede udelukkende af groft Brød, vilde Grøntsager, Fisk og Græs-
li opper, hvorimod de rige spiste baade Kød og Frugter.
Den rige Befolkning benfaldt til Luksus og Yppighed, og her hører man
første Gang Tale om Luksusmad og store Festmaaltider, f. Eks. efter en Sejr,
hvor man lod de ulykkelige Fanger defilere forbi Befolkningen, forinden man
paa de Tiders barbariske Vis lemlæstede dem og dræbte dem for efter det blodige
Skuespil at aabne Paladsets Porte til de dækkede Borde, hvor den vanvittigste
Ødselhed fandt Sted.
Velkendt er ogsaa Nebukanedsars Gæstebud, da den usynlige Haand skrev
sit mene, mene, tekel . . . .
A f de gamle Folkeslag var Hebræerne det, der længst vedblev at være No
mader. Først ca. 1800 Aar før Kristi Fødsel skiftede de Sædvaner og blev Ager
dyrkere og Handlende. Hebræerne havde fortrinlige Bageovne, og de forstod at
fremstille Gær. Vore Dages Jøder mindes endnu, at deres Forfædre ved Flugten
fra Ægypten havde glemt at tage Gær med sig, saaledes at de maatte spise
usyret Brød.
Ligesom vi herhjemme drak Gravøl, naar et Medlem af Familien var gaaet
heden, saaledes foranstaltede Hebræerne store Gæstebud for deres afdøde. Man
lagde ved saadanne Lejligheder en saa stor Ødselhed for Dagen, at det ikke var
sjældent, at Arvingerne bragtes til Betlerstaven.
I denne Forbindelse kan det bemærkes, at Nabofolket, Perserne, var i den
Grad henfaldne til Bordets Glæder, at en Lov paabød dem kun at spise en Gang
om Dagen. Alle Love kan jo som bekendt omgaas, og de gamle Persere fandt
ogsaa paa Raad; de spiste hele Dagen.
Men lad os nu forlade disse Folkeslag og gaa over til Grækerne, der staar
os ligesom lidt nærmere.
Skønt Grækerne førte et virksomt Liv, spiste de kun lidt og oven i Købet slet.
Deres væsentligste Føde bestod af en Slags Grød og nogle flade, kedelige Brød,
Grøntsager, Fisk og Frugt, medens Kød forekom meget sjældent. Ja, en Overgang
var det rent forbudt, nærmest fordi man troede paa Sjælevandringen og nødigt
vilde risikere at spise en kær afdød.
117