118 / 170
Menneskene lige fra de tidligste Dage har skullet spise, og man samtidig gaar ud
fra, at vore første Forfædre har været udrustet med Smagssans ligesom vi, selvom
den ikke var slet saa forfinet som Nutidsmenneskers, saa ligger det nærat antage,
at de meget snart har kunnet skelne mellem, hvad der smagte mere eller mindre godt.
Hvis man spørger, fra hvilket Tidspunkt man kan regne med, at Kogekun
sten begynder, da vil de lærdeste Videnskabsmænd og Forskere blive os Svar
skyldig. Men et er sikkert: man kan naturligvis ikke tale om Kogekunst, før man
lærte Ilden at kende.
Ilden er jo ikke nogen Opfindelse, men et Element, hvormed vore Forfædre
Deres kgl. Højheder Prins og Prinsesse A
xel
.
rent tilfældigt har stiftet Bekendtskab, rimeligvis gennem et Lynnedslag eller ved
Selvantændelse, og man kan roligt fastslaa, at den Mand, der rimeligvis tilfældigt
fandt paa at holde et Stykke Kød hen over Ilden, er den første Kok.
De forhistoriske Mennesker var nærmest Vegetarer. Dog spiste de og'saa
Insekter, Bløddyr, Jordkrebs, Padder, Fugleunger og Gnavere, altsaa Dyr, som
de forholdsvis let kunde fange. I den hellige Skrift, hvor man kan finde mange
interessante Oplysninger af kulturhistorisk Interesse, læser man ogsaa, at en af
det gamle Testamentes største Skikkelser, Johannes den Døber, delvis levetie af
Græshopper.
Da man senere havde fundet paa at opstille Fælder, hvori man fangede
Vildt, som dræbtes med primitive Stenredskaber, fik man Smag for Kød, en
Smag, der senere udviklede sig til en sand Passion.
Det maa her erindres, at Menneskene saavelsom Dyrene levede i fuldstændig
vild Tilstand; begge Parter tænkte kun paa at mætte sig, og det forhistoriske
Menneske havde ingen fast Spisetid, men spiste, naar han var sulten, og naar
han kunde faa fat i noget spiseligt.
Var der Misvækst, eller Dyrene udeblev, saaledes at der opstod Epidemier
115