33 / 435
26
Heroisk?
Hvis Ungdomsdyder og hvis Manddomsværk man
Besang og illustrered’ fjernt og nær;
Trods Tidens Tand det ikke helt kan skjules.
Han ved sin Styrke blev saa populær,
A t man endog har kaldt ham for Hr.
K u l e s .
Man veed, hvordan han kløede efter Noder
Den fæle Hy d r a med de mange Ho’der,
Skjønt de kom frem igjen, og Kampen trak
I Langdrag, til Hr.
J o l a o s
som Vennen
I Nøden strøg en Tændstik og kom Lak
Paa Saarene, — saa lakked’ det ad Enden.
— Hvor Vælgerfolkets Gudesønner raade,
Fik vi det samme paa en anden Maade.
Der var
T u t e i n fo r n y lig H e r k u l e s
Og stred mod Provisoriets fæle Slange;
Men han var ikke rigtig i sit Es*
Fordi dens Hoveder var saare mange.
Det var et rigtigt Herkulesarbeide,
Og uden Ende syntes denne Fejde,
Thi, hver Gang han et Hoved kappet fik,
Strax voxed’ der et andet frem a f Saaret,
Saa Visne- og Forhandlings-Politik
Til Dato kun har een Slags Frugter baaret.
Det nytted’ ikke noget, han fik slettet
En Hoben Poster ud paa Krigsbudgettet
Og tappert strøg Gendarmerne med mer;
Hvert Hoved voxed’ ud igjen paa Dragen,
Og til April et splinternyt man ser,
Som er de andre ligt i — Hovedsagen.
— Men saa tog
T a u b e r
næsten Vejret fra os
Som
J o l a o s
og sagde pænt: »Jo, la’ os
Forsøge paa et nyt Experiment!
Nedtordne vil jeg ikke som en
G r a c c h u s
»Frilageret«, men vil ha’e Saaret brændt
Smukt sammen med det salig Ki e l e r - Pakhus ! «
Han en Bevilling hertil vil votere,
Saa dette Hoved kommer næppe mere
Til Syne, hvor i Fjor det havde Plads.
— Ja, kald nu
T a u b e r
troløs eller blakket!
Men, hvor
T u t e i n
har maattet sige Pas,
Har som vor
J o l a o s
han gjort i Lakket.
Ha, ogsaa jeg er Virtuos.
De maa undskylde, ærede
Hr. H u n s, at jeg retter en
Anmodning til Dem; men
ser De, jeg er vel Matros a f
Profession og er vant til at
gaa til Vejrs; hvad Kant saa
Vinden blæser fr a ; men jeg
synes lige godt, at jeg et'
skabt til noget højere, fo r jeg
er egentlig Musikker a f Be
gavelse. Jeg spiller nemlig paa Harmonikka, og jeg
har gjærne mit Instrument med til Søs fo r at give
gratis Koncerter, naar jeg har Frivagt. Jeg har
tidt sadt i Kabyssen og spillet fo r Kokken, saa
hans Æ rter blev ganske rytmiske a f at høre paa
det, og da jeg sidst var paa Farten og sad i Lukafet
og trakterede Harmonikkaen, saa kommer Styrmanden
ned til mig og siger: „Hør Ole", siger han, „Du
skulde den Onde lyne mig, se at fa a en Ansættelse
ved disse Filharmonikakoncerter, eller osse fa a en
P lads som Organist ved Kirken paa Toldbodvejen,
der hvor de ringer med Flasker og G las; f o r nu
sidder Kaptajnen i Kahytten og svømmer i Taarer
over dit Spil, saa Kahytsdrengen maa bære den ene
Pøs Vand op efter den anden, og der er ikke en tør
Trævl paa Storsejlet, fo r det har jeg maattet bruge
til at tørre mine Øjne med, da mine Lommetørklæder
slap op“. Ser De, Hr. P u n s , han forstod sig nu
paa de Grejer, fo r han har selv pillet meget i sine
Dage, skjønt det meste nok har vaaren Sjavs.
Men, se nu har jeg tænkt paa, da jeg fo r Tiden
ligger indefrossen i Strandgade, at jeg maaske kunde
fa a Hyre ved en a f Kirkerne som Organist. Jeg
tror nok, at jeg kan magte den Bestilling, fo r jeg
kan spille paa min Harmonikka alle de Salmer, som
man bruger i
„Frelsens Hæ r“, og saa var jeg en
Gang med til en Begravelse imellem „de sidste D a
ges Hellige“, og der gav vi den Salme, der begynder
med „Gaa vtu hen og grav min Grav“, paa Melodonten:
„Frisk skænker i til Glassets Rand“, og den gjorde
saadan en Lykke, <t den Døde rejste sig op og
spurgte, om det ikke var bedst, at vi fik Gravø let
med det samme, og om han maatte Jaa sig en Knude
med.
Ja,
De maa gjerne kalde mig en Løgnhals,
hvis det inte er sandt, hvert Ord. Saa jeg tror nok,
at jeg kan paatage mig at vække Menigheden. Og
hvad mine øvrige Kvalifikationer angaar, saa har
jeg hørt til under Marineministeren som Halvbefaren,
og har vaaren om Bord paa
„Ivar Hvidtfeldt“, hvor