37 / 435
30
Alene med den gamle Solderist.
Der sad jeg og læned mit Hoved mod Væg
Og følte min Pande virke.
Den gamle Jammer, de nye Jag,
Kvaler saa smertelig dybe,
Der huskes af hver en Samtidens Mand,
Som slagen fra Soldet mon krybe.
Øllet var bedsk, og Stemningen sløj,
— Saa syntes mig en Sirene
I mumlende Hvisken at spørge om,
Hvi sidder den Mand alene?
Hvi gaar han ikke i »National«,
Hvor
S y n g e p ig e rn e
huse,
Hvor musikalske Clowner kan
Begejstre hans lyriske Muse?
Savner han der det rette Fut,
Er »National« ikke Stedet,
Saa lad ham gaa til den gamle Snask
Hos Brøndum omme i Strædet.
Det var den anden gamle Tournist
Han førte an i Skandalen.
Hans fine Næse viste os Vej,
Snart sad vi derovre i Salen.
Saa steg der et Raab om mere
01
Op fra hans mægtige Lunger.
Hver indfødt Opvarter blegner af Skræk,
Da hult i hans Øre det runger.
Saa kom den skummende Tuborg fraFad
Og Carlsberg, den nye og gamle,
Albani og Alliance med
Og Marstrands den tynde og vamle.
Kognaken strømmed og Portvinen flød,
Og Sherrycobleren klukked,
Tiisidst Champagneglassene klang.
— Da Regningen kom. vi sukked!
O vist maa der gives en Læskedrik,
Som mestrer Kæfertens Skygger,
Som tvinger til Ro den gjærende Saft,
Hver
01
- og Vintapper brygger.
Hav Tak, du brave gamle Tournist,
Som hjalp mig at klare mit Ho'de;
Ved Sodavand og ved salte Sild
Du bragte mig atter paa Fode.
Hav ogsaa Tak du Værtinde god,
Som Menaeskemaverne kjender;
Som stiller de skrigende Tarmes Trang
Med Suppe og brune Ænder.
Madsen.
I V ig g o B e n t h e im s „
P o li
tik
“ Hr.
M a d s e n
ud paa
Krigsti gik, helt kuhn og
unbefangen. Man fandt, han
var an-madsende, maaske
lidt mer end passende, og
malte helst paa Vrangen.
Men størst er her paa Plad
sen dog
M a d s e n
— siger
M a d s e n .
Hr.
M a d s e n
er en
Journalist, der skriver fint og hvast og spidst om
Kunstnernes Historie; og derfor og som Kritikus
han med Geniets Fidibus har tændt sig selv en
Glorie, der straaler saa gelassen om Hovedet paa
M a d s e n .
Han maler selv— hans Maleri lidt »Franskeri«
der er nok i, han klatter ikke med det. Historie
maleriet veed man, dyrker han med Færdighed,
og derfor ham med Rette benævner Afgangsklassen
»Historiemaler«
M a d s e n .
K y h n
var vor
M a d s e n s
bedste Ven; som han
medPensel og medPen han fægtede for Kunsten. En
Gang blev han dog maliciøs, men saa blev
M a ijs e n
rigtig bøs og nægtede ham Gunsten, at være her
paa Pladsen saa stor som selve
M a d s e n .
Og, skjønt han maled’ ganske net, saa blev
han funden dog for let paa
^Politiken“
s Bismer.
For et af
M a d s e n s
Pennestrøg
flu x
Glansen af
den anden røg, med samt af hans Kyhnismer. En
vældig en paa Kassen fik
K y h n
sig.
F e d t Madsen.
Saa blev den gamle Mester vred og sagde
M a d s e n
ren Besked udi et Dagblads Spalter. Han
fandt, det var ej stort bevendt med Luen, som han
havde tændt sig selv paa Kunstens Alter. Og der
for skrued’ Gassen han ned for selve
M a d s e n !
Naar
M a d s e n
griber Pen og |
31
æk saavel som
Pensel, er en Skræk han for vor Kunstes Venner.
Men, hjælper
M a d s e n
ej hans Pgn, saa er dog
altid
Punch
hans Ven: Den bedste, som vi kjender
af alle her paa Pladsen, det er og bli’er sgu
M a d s e n !