38 / 435
31
Theaterkatten spinder.
Je g er ikke rigtig i mit Es
i denne Tid. Je g kan ikke
lide A l ad din. Der er for
,/£
megen Uro og Spektakel i
det Stykke for en ældre pæn
Kat som mig, og jeg maa
sige, jeg er ganske enig med
J a g d : at opføre den Slags
Udstyrsstykker, det er det
samme som at give sine
Abonn —eller hvad j eg vilde
sige: Kreaturer — Kraft-
foder. Je g kan ikke forstaa,
at Kammerherren overhove
det har antaget det, han har jo dog ellers saadan en pæn,
dannet Smag, og jeg synes nok, at denne Hr. Oehlen-
s lå g e r kunde nøjes med at sidde udenfor hos os og
saa blive spillet paa Dagmartheatret. Vi trænger ikke
til ham, vi har jo G u s ta v E sm ann til at skrive de
nye Stykker, vi behøver.
Min eneste Trøst er Operaen. Frøken G er s dor ff
skulde jo have debuteret i Søndags otte Dage, saa
maaske vi kan glæde os til at faa hende at høre endnu
i denne Sæson. Og i alt Eald er det mig en Trøst, at
Fru G u ld b ran d sen , født Norgreen, er vendt tilbage.
A f Hensyn til hende er der nemlig travl Virksomhed
med Prøverne paa Je a n n a , hvori Frøken Dons jo har
Hovedpaitiet, og naar Fru Guldbrandsen er rejst igjen,
kan vi maaske faa baade „Aida“ og „Lohengrin“ at høre.
Men som sagt: jeg ærgrer mig over Skuespillet, og
jeg har derfor ikke været paa Scenen, siden jeg var
oppe at se M an tz iu s spille Jeronimus i „Pernilles
korte Frøkenstand“. Han var bleven ti Aar yngre end
han plejer at være, naar haa spiller ung, og jeg synes
bare, at han var noget for ung til Fru H ilm er, som
trækker af med ham tilsidst. Han kunde have passet
meget bedre til Fru H enn ings. Naa — hver sin
chacun — jeg sidder nu hver Aften nede i Kjælderen
og ærgrer mig, og min Tilværelse oplives kun en Gang
imellem af min Ven Mons. Naar han kommer hen til mig,
saa sidder vi og laber en Mælketoddy sammen og mjaver
gammelt. Mons er en af Privattheatrenes mest frem
ragende Katte. Han var egentlig engageret til D a g
m ar i denne Sæson, men saa var der en nær Slægt
ning af ham — jeg troer et Næstsøskendebarn — som
blev behandlet hensynsløst af Direktøren, fordi han
ikke vilde spinde sammen med en anden Kat, og da
denne anden Kat skuide op i „Røverne“, sagde Mons
paa Familieskabets Vegne sin Kontrakt op.
Nu gaar Mons arbejdsløs om paa Torvet, og saa
lister han saadan omkring til de forskjellige Theatre,
mjaver med Venner og Bekjendte og spørger Nyt;.
Politiken
er bleven misundelig, fordi Spiegelberg er
bleven spillet som Jøde. Den Slags Roller, mente
Poli-
tikcn,\.
at den selv havde Patent paa. Nu kan R iis -
K n udsen da vente sig igjen. F o ra t formilde de vrede
Guder maatte han sidst spille„En Forlovelse“ . Hvad mon
nu Brandes paalægger ham som Bodsøvelse denne Gang?
Hvis Riis ikke kysser Riset, gaar „Politiken“ til
Kasino — til de krænkedes Theater, og saa maa Riis
raabe Ak og Wiehe! W ieh e rn e er krænkede, fordi de
tog Carl Moor og Moren i Venedig fra Vilhelm, og
derfor skal Kasino nu være deres Moorskabstheater.
Frøken A lb re c h t er krænket, fordi hun er forlovet
med Jacques, C e tt i er krænket, fordi Riis-Knudsen
ikke har gjort ham til Direktør, B re d stru p er kræn
ket, fordi Kasino har spillet Studeprangeren, F ra R iis -
K n u d sen er krænket, fordi hendes Broder er krænket,
Sophu s N eum ann er krænket, fordi han altid er
krænket, og ogsaa ved de andre Theatre er de kræn
kede. A b rah am s er krænket, fordi
Z in c
k bliver
ved at spille Komedie, ogZinck er krænket, fordi han
ikke mere maa spille Komedie, Fru H en n in g s er
krænket, fordi hun skal spille Hedda Gabler, og samt
lige herværende andre Skuespillerinder er krænkede^
fordi de ikke maa spille den, W att er krænket, fordi
F e rd in an d S chm id t gjorde Fiasko i Galehuset, og
Ferdinand er krænket, fordi „I Galehus“ gjorde Lykke
paa Kasino, og fordi der ikke er nogetsomhelst, der
gjør Lykke hos ham. Ø s te rg a a rd er ikke krænket,
men gaar alligevel gjeme til Kasino.
Saadan mener Mons, at alle de, der er bievne
spille „I Galehus“,
gter i Vester og
irektør. Ander-
, «.er har Privilegium paa Dagmartheatret, gaar til
Kasino med Østergaard og Cetti som Direktører,
W att, der har Privilegium paa Folketheatret, gaar til
Tivoli med K je ld sk o v og T hr ane som Direktører,
A b rah am s spiller paa Watts Privilegium og R iis -
K n u d s e n paa Landmandsbankens.
F e rd in a n d
Schm id t, der har Privilegium paa National, gaar bag
af Dansen, mens D rachm ann bliver Direktør, og i
Cirkus giver S chum ann Forestillinger paa B u se n s
Privilegium. Men midti al Tidernes Omskiftelighed bliver
vores egen gode gamle affable Kammerherre —og jeg.
Fo ran d r in g fryder.
L n G angvarH enning Jen sen P ræ st,
Og for sin Menighed
Han præked’, som han kunde bedst,
Og sagde den ren Besked;
Der udgik fra hans Gab
Som Raad mod Sjæletab
Det Ord, at Politiken
Var det pure Djævelskab.
Men hvordan Tiet gik og ikke gik,
Dog Hø-rup med Tilbehør
En skjøn Dag H e n n in g J e n s e n fik
I
Politikens
Kløer.
Gik E e d v a rd over Stregen,
Var der ingen Ting i Vejen
For Jensen at sige Amen
.Som •
Politikens*
Degn.
Saa gav han sig i Fæfd med
Blot ved et venligt Smil
Og med en Kniv i Ærmet
At narre Højre April.
Men av, det gav et Skaar
I J e n s e n s Martyrkaar;
Nu blev han den største K lo k k e r
Blandt Venstres Klokkefaar.
Men, da i Jubelaaret
«Enhver s it
» heden foer
Og blev til Graven baaret
Og lagt i sorten Jord,
Da løb ved Gravens Rand
Af Øjet Strømme af Vand,
Skjønt han som O v e r g r a v e r
Trak hos J e n s B u sk i Land.
Til Stutning gi’er han Møde glad
Mod Lov om Jordefærd,
Som Integades Jødeblad
Begejstret har især,
Skjønt han Farvel har sagt
Endog den gamle Pagt
Og ender som U n d e r g r a v e r
Af alle Slags Præsters Magt.
Hermed følger et
illustreret Annonce-Tillæg.