42 / 435
3>a ^i t î t f i i t tb Bleu i)jcmmc
^
Frit efter
Kjær/ighed tiden Strømper.
-ylau fœttc ©tvaamattb for og fœtte S iin b ia b bag,
©aa ffal
3
fe, Ijtior fjoef ban fœmpcr for fin (g>ag.
B a r k i s ïs travelling.
f Korrespondance fra D resd en til
Punch.)
Du begriber nok, kjære P u n ch , at,
,da je g forleden erfarede, at Kompo
nisten V icto r B e n d ix havde begivet
sig til Dresden f o r at overvære Op-
f f i F z førelsen a f sin Symfoni N r. i, »Fjeld
~ ■,bestigning
«
kaldet, under Direktion a f
Kapelmester S chue k. Dirigent f o r
det kongelige Hofkapel samme Steds,
blev je g øjeblikkelig grebet a f nervøse Trækninger i
Støvlesaalerne og fik en ligefrem uimodstaaelig Lyst
til at rejse med f o r at overvære hans Triumfer.
Det var derfor med største Glæde, at jeg modtog
Din ærede Anmodning om at tage til Dresden, f o r
at være med til denne storartede Smaus og give Dig
en Meddelelse derom.
Du ved
,
at V ic to r B e n d ix
er min Yndlingskomponist, sotn jeg sætter langt over
vore Hjemmekomponister, Hartmann, Gade etc., ja jeg
vover ham mod selve Mozart og Beethoven. Han har
endog et afgjort Fortrin f o r begge disse Heroer, hvem
man jo hidtil har sat øverst paa Musikens Parnas,
nemlig det, at han, trods den uhyre, kæmpemæssige
Produktivitet, han har udfoldet, aldrig kar gjeniaget
sig selv, hvad man ikke ubetinget kan sige om hine.
Som sagt, saa gjort, je g kjøbte mig en Billet, i
Henhold til det geniale Vink, der forleden blev givet i
»Berlingske Tidende«, med et tidligere Tog end det, jeg
under mindre springske Skinneforhold vilde have be
nyttet, f o r at være sikker paa at komme i Tide Hl
Koncerten.
Tænk Dig, V ic to r B e n d ix var sku med
det samme Tog. L u r ham, han er et fint Hode, han
har alisaa havt den samme Tanke, fc g kjender ham
jo f o r Resten ikke personlig, saa je g kunde jo ikke
have Fornøjelsen a f hans Selskab paa Rejsen,
—
je g er
en beskeden Mand, holder ikke a f at gnide, mig op ad
Koryfæhovederne ; men alene at vide, at je g rejste med
V icto r B e n d ix , gjorde mig ellevild a f Begejstring.
—
Naa, vi kommer altsaa til Dresden om Aftenen
,
alligevel trods Berlingske nogetforsinkede, thi Skinnerne
knaldede lyslig baade foran og bag os, og vi maatte
kjere meget forsigtig. Paa Banegaarden var Hof-
kapi ¿mester Suk tilstede med hele Kapellet, og aldrig
saa snart havde Victor Bendix sat sit forreste Ben paa
Vogntrinet, fo r hele Kapellet udbrød i et:
»
Suk, Suk,
Suk, hoch
A
Derpaa tog de ham paa Skuldrene og
transporterede ham, hylende a f Begejstring, lige hen i
Koncertlokalet. At hele Byen var illumineret, er en
Selvfølge. Enkelte Transparenter saas hist og her;
paa et læste man:
»Dem Nachfolger G a d e ’s, dem
Günstling A p o llo 's«, paa et andet: »Dem grøssten
Componisien der Gegenwart, V icto r B e n d ix * , paa et
tredie:
»
Wie kat er es doch aushalten können so viele
geniale Composiiionen zti schreiben l« ikke at tale om en
Masse transparente Decorationer med V. B ’er i en
Uendelighed, derimod opdagede je g kun et Transparent
med Bogstaverne Rs, men det var et meget lille et,
ingenlunde siti Gjenstand værdigt.
—
Tilhørerne var Allesammen arriverede, paa Væggen
bag Tribunen var opslaaet Festons a f naiyrlige Blom
ster, hvor Bogstaverne V. B. saas i Guld og nedenunder
Rs. i Sølv- Den udhængte Plakat foran Tribunen viste
paa Nr. 0001. Da. V B. traadte ind i Salen, rejste der
sig et øredøvende Spektakel, saa begejstret blev man,
derpaa bar man ham i Guldstol og fremkaldte ham
sluttelig over nogle ogfyrretyve Gange. Endelig tillodman
ham da at sætte sig ; Kapelmesteren traadte frem og
svingede Taktstokken, og
/,
2, 3, Sak, Suk, Suk l kilede
han paa med N r. 0001.
Ha, guddommelige Musik, hvor højt løfter Du ikke
Menneskenes Børn paa Dine serafiske Vinger, højt op
over Døgnets Prosa og op mod Sfærernes Harmonier.
Aandeløs Tavshed over hele Salen; man havde kunnet
hore enPaaftigle-Fjerfalde, hvis Orkesteret bare ikke havde
gjort saa morderligt cl Spektakel. En A d a g io , saa
smeltende,
—
aa ! Vistortudede allesammen. E n S c h e rs o ,
saa grinagtig, at flere a f Tilhorerne maatte bæres bort
formedelst Latterkrampe, og endelig en P r esto,
— naa
dal
—
i et Tempo saa forrygende hurtigt, at den var
færdig et Kvarter fø r den begyndte. Det var ttaturligvis
en Snestorm paa Fjeldet, den skulde male, og det var
saa skuffende, at det ligefrem begyndte at sne in da f Vin
duet, og vi maatte slaa Kraverne op om Ørene. Desværre
var je g ikke forsynet med Paraply og fik mig derfor
en voldsom Forkølelse paa Halsen, saa je g maatte
holde Sengen i et P a r Dage. Først i Dag, efterat have
nedsvælget Masser a f Salmiakspiritus, kan je g gaa ud
igjen. men je g har muattet tage tre Uldtrøjer og fire
Pa r Normalbuxer paa, saa daarlig er jeg. Hu, det var
ogsaa Fanden til Snestorm! Imorgen Aften skal V icto r
selv dirigere nogle a f sine andre Kompositioner, b lan d t
a n d r e (vel at mærke
»blandt andre*!) sin berømte
Klaverkoncert.
Hele Byen er skruptosset a f Begej
string, og V. B. har ikke et Øjebliks F red f o r Damer
og Herrer, der kommer paa Hotellet, hvor han bor, fo r
at se ham
—
bare se ham! —
fc g glemte at sige, at, efterat Symfoni N r. 0001
var opført, blev V. B, atterfremkaldt
,
denne Gang næsten
ni og halvtredsindstyve Gange. Det var saamænd heller
ikke f o r meget, fo r Du kan tro, der var Schuk i den
—
Satan til Snestorm!
Lan skjændes i det ganske Land
Med Munden og paa Tryk,
Om hvortil Skatten bruges kan
Af undergjæret Bryg.
En vil ha’e billigt Sukker
Til sine Syltekrukker,
Imens en anden mukker
Om sorgfri Alderdom,
En vil ha’e Kul til nedsat Pris,
Medens en anden vil ha’e Ris,
Fri for Told naturligvis,
Saa snart en Ølskat kom.
Men, som man kives bedst paa Kraft
Om Brugen af den Skat,
Hvori den ædle Humlesaft
Fra K a r lsb e r g agtes sat,
Saa høres midt i Rumlen
Fra Bryggerne en Mumlen:
«Bi kun! Nu kommer Humlen
I al den Øldebat!
Hvis man vil give sig i Færd
Med at beskatte Undergjær,
La’er vi med Brugen af den vær’
Og fløjten gaar jer’ Skat!»
Ja, slaar man saadan den ihjel,
Kan ingen tvivle om,
At man maa synge trist: Farvel
Du glade Alderdom!
Thi ingen Folketaler,
Hvor kjønt han alt udmaler,
Kan leve af den Daler,
Som han dog ikke faar.
Saa lidt for sent man bliver var
Sagens Moral, saa ren og klar:
Aldrig, før man en Bjørn sig har,
Man Skindet af den flaar.