ForsikringsforeningenKøbenhavn

Et Par Aar efter — i 1895 — var der ligefrem saa meget Høj

vande i Foreningens Kasse, at man kunde flotte sig med at ofre

henved 800 Kr. til en Fest for Brandvæsenet paa 25 Aarsdagen

for dettes Reorganisation. Det berettes, at der var 10 Anretninger

og 7 Slags Vine, og alligevel kunde der af det nævnte Beløb

anvendes 300 Kr. til en Fane til Mandskabet paa Hovedbrand

stationen i København. Ved den højtidelige Overrækkelse udtalte

Ludvig Bramsen bl. a. Haabet om, at Fanen ikke blot maatte

komme til at vaje, naar den var floromvunden, og dette gav nogle

Aar senere Anledning til en lille Kontrovers mellem Brandkorpset

og dets Chef, Oberst Meyer, idet denne kun vilde have Fanen

benyttet, naar Brandvæsenet optraadte som Korps, medens

Brandmændene paa deres Side ønskede „at have en Fane at

samles under ved forskjellige Lejligheder“ . Thi — som det pa

tetisk hedder i Mandskabets Klage til Forsikringsforeningen i

Sagens Anledning — „nu bliver det ofte bebrejdet vore Stands

fæller, Arbejderne, at de altid skulle samles under den røde Inter

nationale Fane og at de haane Dannebrog, denne Bebrejdelse vil

vi ikke have rettet mod os, derfor vil vi først søge at faa den til

Brandkorpset skjænkede Fane til Brug

{ikke.til Eje

), og vi mener,

at vi dog er en saa nyttig Bestanddel af Korpset, saa dette Hensyn

kunde tages til os, og vi kan forsikre for, at vi aldrig vil føre Fanen

frem paa Steder, hvorved den kan blive profaneret“ .

Foreningen kunde kun svare, at Fanen var skænket til Korpset

som saadant, og at det derfor maatte være Korpsets Chef, der i

hvert enkelt Tilfælde tog Bestemmelse om Fanens Tilstedeværelse.

I Januar 1896 trak det op til en ny Krise indenfor Foreningen,

idet Bestyrelsen meddelte, at den ikke ønskede Genvalg. I det

nyoprettede Fagblad „Assurandøren“ , for hvilket O. Rechen-

dorff var Redaktør, rettedes der en alvorlig Opfordring til Be

styrelsen „om ikke nu at svigte Fanen, thi Øjeblikket egner sig