153 / 440
Der er efter min Mening ikke nogen Prædikemaade af mo
derne Art, som vi behøver at tilegne os. Vi gør langt bedre i at
studere, hvorledes de gamle i Kirkens første Dage forkyndte
Guds Ord.
Hvis jeg derimod skulde nævne noget, som jeg ofte savner
i vore Dage i de danske Kirker, saa skulde det langt snarere
være dette, at der i alt for ringe Grad rettes en
Appel til Viljen.
Det kristne Vidnesbyrd maa gaa ud paa dette, at der er et
Enten-
Eller,
noget, der skal vælges imellem, noget, som det er Livet
om at gøre, at der vælges imellem, noget, som ikke kan skydes
ud i det uvisse, ikke maa skydes ud i aarevis, til en »belejlig«
Tid, men som det gælder om at tage imod med det samme. Det
er dette, man ofte savne'’ i den moderne Prædiken, denne Appel
til Viljen, der siger til Tilhøreren:
Vil du
være frelst?
Vil du
give dig over til Gud?
I samme Grad, som dette bliver Prædikens Indhold, i samme
Grad løftes Tilhørerne op til en højere Sfære, kommer op over
disse dagligdags Betragtninger, som holder dem bundne i denne
tilsyneladende Rigdom, som Dannelsen giver.
Og naar Prædiken faar dette Indhold, saa tilføres der Menig
heden, Kirken
en ny Kraft.
Thi der er
mange uløste Kræfter
mellem de dannede, som
staar indenfor Kirkens Kreds, mange uløste Kræfter, som kunde
frigøres og blive til stor Velsignelse for Kirken. Den dannede
fristes kun alt for let til at sidde stille og i Selvkritik holde sig
borte fra al aktiv Virken. Ligesom den dannede Kristen fristes
til at nyde alle Kunstens, Poesiens og Videnskabens Skatte, saa-
ledes fristes han ogsaa til at sætte sig under Prædikestolen og
nyde den Prædiken, han hører, og saa lade det være godt der
med. Men det, det kommer an paa, er, at faa
Viljeslivet frem,
at faa Personligheden til at blive afgjort, saa man ser, at det
gælder ikke alene at arbejde indadtil, ind i sin Personligheds in
derste Kærne, i Forholdet til den levende Gud, men at man og
saa udadtil har den Pligt at hjælpe dem, man møder, Pligten til
at hjælpe dem til den samme Velsignelse, man selv har faaet.
Der er mange Kræfter, der saaledes bør kunne frigøres hos
de dannede Kristne, hos hvem de endnu ligger bundne, saa de
ikke synes, de har noget Ansvar eller Pligter overfor andre.
Og netop den dannede har Betingelser for paa mange Maader
at være noget for de andre, for at kunne forstaa, hvorledes det
tager sig ud derinde i Hjertets inderste, forviklede Løngange,
Betingelser for at kunne finde de forløsende Udtryk for de en
foldige Sandheder om Jesus Kristus, der levede og døde for os,
og hvis Blod renser os fra al Synd.
Gud hjælpe os alle til at blive levende Vidner, altid rede til
at gøre Regnskab for det Haab, der bor i os, altid rige i Her
rens Gerning. Amen.
I4 fi