152 / 440
145
len ikke kender til. Han er som oftest langt mere
usammensat.
Det skarpe, det afgørende Ord om Retfærdighed og Afholdenhed
og den tilkommende Dom, dette indtrængende Ord er alt for nær-
gaaende for den dannede. Maaske skyder han i aarevis disse Ord
bort fra sig
;
han har alt for mange Baand, der knytter ham til
Fortiden, til Hjemmet, til Familien, til Venner og bekendte, alt
for mange Hensyn at tage, før han tør vove det store Spring.
Og saa er det, han skyder det ud, skyder det ud i det uvisse, i
aarevis, — for bestandig. Det var saaledes for
1800
Aar siden;
det er saaledes den Dag i Dag.
Hvad er der nu at gøre her for Kirken?
Der er dem, der taler om, at vi skal have en hel ny
Maade
at prædike paa,
vi skal prædike for Nutidskristne. Ja, det kan
være godt, om Præsten, som skal forkynde Ordet, staar paa
Dannelsens Højder. Det er godt, om han kan finde netop de
Udtryk, som de Mennesker kan forstaa, til hvem han skal tale.
Men det er en stor Misforstaaelse, at man skulde have en særlig
Prædikemaade for dannede Mennesker i vore Dage.
Paulus
siger
et godt Ord, naar han taler om, at man ikke skal komme med de
vise Ord, »for at Korset ikke skal tabe sin Kraft.«
En Prædiken skal ikke være en Udvikling af Tanker. Den
skal ikke være noget klogt og dannet. Det, det kommer an paa
ved en Prædiken, det er, at det er et
enfoldigt, personligt Vid
nesbyrd
om, at den, der taler, har faaet Del i
en Kraft.
Det er godt, at den, der staar og aflægger dette Vidnesbyrd,
er et dannet Menneske. Han
kan maaskedervedlettere finde
det rammende, det klare, dettydelige Udtryk for sinTanke.
Men det er vel værd at lægge Mærke til, hvad Paulus skriver til
Titus, naar han siger til ham, at han skal holde sig fra daarlige
Spørgsmaal og Slægtregistre og Trætte og Stridigheder om Lo
ven, men at han skal holde sig til det enfoldige Ord, den tro
værdige Tale om Gud, vor Frelsers Miskundhed og Naade, tale
om, hvorledes vi gennem Hans Gerning kan blive Arvinger til
det evige Liv.
Der er omkring den dannede, omkring det, som er hans in
derste Væsen, kun alt for ofte en
blankpoleret Skal,
som hindrer
ham i at tage imod. Ethvert Stød bliver afpareret og preller af.
Det, som det kommer an paa, er, at det enfoldige, det afgjorte
Evangelium, dette Ord, der er saa let forstaaeligt og dog saa
vanskeligt om Jesus Kristus og ham korsfæstet, at det bliver
forkyndt af et Menneske, der selv har Del i dette Ords Kraft.
Det maa som sagt gerne være et dannet Menneske, der forkyn
der Ordet, naar blot det er en alvorlig, indtrængende Tale. Og
i samme Grad, som det lykkes for ham at finde Udtryk for
dette, i samme Grad, som han kan faa Ordet i hele dets afgjorte
Skarphed lagt frem, dette skarpe, tveæggede Sværd, i samme
Grad vil det lykkes for ham at slaa denne Skal itu og komme
ind til det dannede Menneskes Personligheds Kærne.