150 / 440
143
dighed skal bære Mursten op ad en Trappe Dag ud, Dag ind, og
ikke har andet Arbejde, eller naar en staar og pakker Svovlstik
ker sammen og aldrig er beskæftiget med andet, saa er det ikke
noget Arbejde, som de kan have deres Personlighed i ; Person
ligheden er langt, langt borte, og derfor er der noget saa sløven
de i saadanne Arbejder, og derfor higes der efter, at Arbejds
tiden ikke maa blive saa lang, for at den ikke helt skal lægge
Menneskelivet øde.
Noget af dette maa forstaas, og noget af dette maa den, der
skal være Evangeliets Ordfører, have sin fulde Sympati med, for
det er noget af det, der stiller sig imod, at et rigtigt Menneske
liv, saadan som det er Guds Tanke, at det skal leves, kan blive
virkeliggjort.
Nu kan man se mørkt paa det, og jeg vil ønske, at man kan
se saa mørkt, at man ser Virkeligheden, som den er, hvor meget,
der endnu mangler. Men ens Seen-sort maa aldrig føre til, at
man staar med det dømmende Sind overfor dem, man skal hjælpe,
for saa er man ganske ude af Stand til at hjælpe.
Det skal bidrage til, at man ser rigtig skarpt paa sig selv.
Hvad er nu det, du har forsømt? Hvor har du ladet noget
ligge?
Og saa skulde man gerne se paa de lyse Sider hos den, som
man er sendt til for at hjælpe.
Og der er mange lyse Sider.
Der er meget i vore Dages Arbejderbevægelse, som peger
opad. Der er den
gensidige Hjælpsomhed, Higen efter en vi
dere Horisont.
.
Og som den, der drager ud blandt Hedninger, skal finde alle
de Tilknytningspunkter for Jesu Kristi Evangelium, som han kan
opdage, for rigtig hjerteligt at bringe det, som han har, til de
Mennesker, saaledes gælder det ogsaa for dem, der skal bringe
Jesu Kristi Evangelium til Arbejderne her i København, om at
se hen til Tilknytningspunkterne.
Men fremfor alt gælder det om, at man ser hen til den
Herre, hos hvem der ikke er Persons Anseelse, og som holder
af Mennesker i de Klasser lige saa meget som af os andre, og
som vil, at de skal blive draget ind til Ham og blive gjort rige og
glade og salige af Ham.
Og jo mere vi ser hen til Ham, desto mere styrkes vi, og
desto mere forøges vort Mod, saa vi kommer til at sige: Hjem
før, Herre!
vore
fangne, dem, der ogsaa hører os til, men de
hører ogsaa til dig, og du maa gøre Gerningen, og du maa vise
Vej for mig! Herre, udsend altid flere Arbejdere til din store
Høst.
Gud lægge selv den Bøn ind i sin Menigheds Sind, naar vi
staar overfor alt det meget, der staar tilbage.