151 / 440
144
Professor Harald Westergaard :
K i r k e n og de d a n n e d e .
Ogsaa der mangler saare meget.
Vi læser i Apostlenes Gerninger adskillige Træk om Kristen
dommens Forhold til de dannede. Vi læser f. Eks. om
Felix,
som blev forfærdet, da han hørte disse skarpe, afgørende Ord
om Retfærdighed og Afholdenhed og den tilkommende Dom —
og saa skød han Spørgsmaalet ud til en belejligere Tid — skød
det ud i aarevis. Og vi læser om
Festus,
for hvem alt dette er
afsindig Tale, som staar fuldstændig udenfor det og ikke forstaar
noget deraf. Og vi hører om Kong
Agrippa;
han har dog altid
noget mere Forstaaelse, saa han kan sige til Paulus: »Der fattes
kun lidet i, at du overtaler mig til at blive Kristen.«
Det er de samme Hindringer, som vi møder i vore Dage,
ganske de sammme som for
1800
Aar siden. Den eneste Forskel
er den, at disse tre Mænd, som jeg her nævnte, var saa højt
oppe paa Samfundsstigen.
Der ligger en stor Hindring for de dannede deri, at de
lige
som har en Rigdom,
en personlig Ejendom, som er nok for dem
saa de ikke søger dybere til Bunds i Sjælen, men fristes til at nøjes
med denne Rigdom. Den dannede har jo Adgang til alle
Kunstens
og
Poesiens og Videnskabens
Skatte; han har nok at gøre med
at tilegne sig alt dette; han kan tilbringe sin Dag med at leve
med alle disse store Aander; og saa bliver det let saaledes, at
han ikke har Brug for Kristendommen, den kommer til at ligge
helt udenfor ham. Man maa ikke tro, at det just er
Tankens For
argelse,
der hindrer ham i at blive Kristen. Tankens Forargelse
ligger nok saa nær for den jævne Mand. Den dannede kender
dog i Reglen, eller burde kende sin egen Begrænsning, burde
vide, hvor umuligt det er for et Menneske ved egen Kraft at
skaffe sig en Livsanskuelse. Vi ser jo ogsaa, at Festus ikke vil
se ned paa Paulus, men han staar blot ganske uforstaaende
overfor det, han forkynder.
Men
det e r ikke alene denne Hindring, denne tilsyneladende
Rigdom, som den dannede sidder inde med, der holder ham
borte fra Kristendommen. Der er ogsaa en anden Hindring, der
opstaar for den dannede, nemlig den personlige
Uafgjorthed'.
Det
dannede Menneske skal være høflig imod alle Mennesker maa
ikke støde an paa noget Punkt; han skal kunne tale venligt o«
forstaaende baade med den ene og den anden; han skal kunne
rorstaa baade Jøden og Grækeren, den Kristne og Fritænkeren •
han skal kunne være enig med denne og hin, saa enig med den
ene, som det er nødvendigt for ikke at støde an i Forholdet til
den anden. Der kommer netop til at mangle ham saa meget i
Enigheden, som kræves for, at han ikke skal blive alt for ueni«
med den anden.
Se, det er Hindringer, som den jævne, enfoldige Mand i Reg