189 / 440
182
len
beviser sig
som en Guds Kraft til Frelse.
Den Frelse, som
vindes, ikke
ved Lærdom eller stærke Tankeslutninger, ikke
ved Fantasi eller stærke Følelser, men vindes ved et Valg,
ved at man giver sig over helt og fuldt med Bekendelsen:
»Jeg fattig er og fu ld a f P lage,
o, naadei'ige Jesus, kom
og lad m it arm e H jerte sm age
din N aades E van gelium ,
at jeg en dogsaa her i L ive
k an derved rig og salig blive,
da tages
han
i Favn, som kan stille Længslen, som kan give
Forvisning
0111
Gud. —
Og naar denne Frelse er vundet, da
virker den en Glæde,
som maa give sig Udslag i Lovsang om Guds store og her
lige Frelse, som han har beredt for alle Folk; men naar
den Lovsang skal synges, saa maa man ogsaa selv være
med at brede Guds Ære ud baade her, hvor der endnu gaar
saa mange jordbundne Mennesker, som lever uden Gud og
uden Haab, medens Guds Tanker ogsaa har omfattet dem,
og vi skal bringe Guds Budskab til dem — og i Arbejdet
for at bringe det ud, hvor det endnu ikke har fæstet Rod,
men hvor der lever Mennesker med samme Menneskefølelse
og samme Strid som vi. Og saa vil vor Lovsang ogsaa
komme til at lyde, vel ikke med de stærke og mest bru
sende Toner — men med de Toner, som lyder trovær
digt:
om at fare i Fred
— Død, hvor er din Brod, Dødsrige,
hvor er din Sejr. Lovet være Gud, som giver os Sejr ved
vor Herre Jesus Kristus.
Se, det er det, som Kirken, Jesu Kristi Kirke, har at
bringe ogsaa den Slægt, som vi lever i, og vi er forpligtede
overfor den Slægt, vi er samtidig med, og vi er sat til at
bringe den Budskabet hver paa sit Sted, hver saa langt som
han kan naa. Og naar vi nu i Dag indvier dette skønne
Hus til Kirke, saa skal det være med Ønsket og Bønnen
om, at Gud ved sin Aand vil lade det lykkes, at herfra kan
lyde et Vidnesbyrd saa fuldttonende og rent, som det lød fra
Simeons Mund, at Kirken altid maa bære sit Navn med
Rette, og at de nye og bedre Arbejdskaar, som her er bleven
skabt ved Menighedens Arbejde, ogsaa maa fortsættes i et
Arbejde til Guds Ære og Menneskers Frelse, at de her maa
lære at prise Gud med fuld Forvisning for hans store, herlige
Frelse og lære at kunne sige det: Herre, nu lade du din
Tjener fare i Fred, for mine Øjne har skuet din Frelse.
Amen.