KøbenhavnsKirkesag

196

anskuelse, maa simpelthen opgive Tanken om Gudsforhol

det som mere end et Fantasifoster, d. v. s. han maa opgive

Kristendommen.

Ogsaa ad anden Vej kom man ind paa Udforskning

af Sjælelivet, nemlig ved Iagttagelsen af den nøje For

bindelse, der hersker mellem Hjernevirksomheden og Be

vidstheden, men, som rimeligt var, fra Begyndelsen af med

udpræget Tendens til at søge Forklaringen af Sjælelivet i den

legemlige Livsfunktion, og med udpræget Tendens til at ville

raade Bod paa Sjælelivets Brøst ved legemlige Midler. Man

tog Bromkalium i Stedet for at søge den Fred, som Kristen

dommen byder. Efterhaanden er man nu ganske vist kom

men ind paa mindre materialistiske og mere frugtbare Syns-

maader; men lige til den nyeste Tid har man dog stadig op

retholdt den nævnte Erkendelsesteori, i Følge hvilken Sans

ningen er den eneste Vej til objektiv Erkendelse.

Idet denne Teori nu bragtes til Anvendelse under Sjæle

forskningen, kom den først ret til at virke aktivt, idet For

skeren nu ligefrem fik den Opgave at bortforklare Gudsfor

holdet overalt, hvor han traf det paa Sjælelivets Omraade.

Vender man sig endelig til Historieforskningen, tilspid

ses Forholdet mellem Videnskaben og Kristendommen yder

ligere, idet den nævnte Teori simpelthen giver Forskeren

den Opgave at bortforklare selve Kristendommen som det,

den selv giver sig ud for at være.

Saalænge denne Erkendelsesteori holdes i Hævd som Ret

tesnor for Forskningen — og det gør den faktisk endnu

maa Videnskaben nødvendigvis staa som Kristendommens

fødte Modstander, og Videnskaben, særlig den moderne Reli

gions-Videnskab, er derfor faktisk en af de væsentlige Hin

dringer for Københavns Erobring for Kristus; og dette gælder

i langt højere Grad den redelige Forskning end den forlorne

og agitatorisk anlagte; thi netop dette, at Kristendommen

undlives saa at sige automatisk, i Følge selve Videnskabens

Princip, ganske lidenskabsløst, som en Selvfølge, gør An

grebet aldeles uimodstaaeligt for mange, og netop for mange

af de bedste, der ikke er tilgængelige for det agitatoriske

Angreb.

Nu er Spørgsmaalet, hvorledes man fra kristen Side skal

møde dette Angreb.

I ethvert Fald ikke ved at undlade at se Sandheden i Øj

nene og trøste sig med, at det kun er den forlorne videnskabe

lige Agitation, der er Fjenden; man bør pege paa Sagens

Kærne, paa det videnskabelige Princip, der giver det anti-

kristelige Angreb Skin af Ret.

Men hvad er der videre at gøre?

Jeg mener, at den kristne Tænkning bør rejse sig i hele

sin Magt og søge at rette et knusende Slag mod den Teori,