32 / 440
KøbenhavnsKirkesag
og Menigheden.
Nr. 4.
Juni.
1912.
Kong Frederik VIII.
D
et var under svære Kaar, Kong Frederik VIII til-
traadte Regeringen efter sin gamle Faders Død.
Folket stod splittet i Partier, og Folket havde levet
over Evne, og det faldt i hans sørgelige Lod at skulle
regere paa den Tid, da denne Udsæd satte sin Frugt.
Store Ulykker gik hen over vort Land i de
6
Aar, han
ivar Konge, Ulykker af moralsk, social, pekuniær Art,
og de skar dybt i vort Folikis Kød, men vi har Lov
til at tro, at de ogsaa skar dyht i vor gamle Konges
Hjerte.
Hertil kom endnu det svære, at den Gerning, som
maaske er den mest byrdefulde og ansvarstyngende i
vort Land, lagdes paa ham, da han var i en Alder,
hvor andre trækker sig tilbage efter fuldendt Mand
domsgerning til Stilhed og Hvile.
Men medens vort Land var i sin dybe Nød, skød
det frem, som forhaabentlig skal bygge vort Folks
Fremtid. Den nationale Følelse vaktes til Live igen,
Forsvaret fik en Ordning saa god, som den formodent
lig i Øjeblikket kunde blive, og rundt om i Landet
meldte de Unge sig til Korps og Foreninger, som har
vort Lands Forsvar til Formaal. Og religiøse Drag
gaar igennem Folket, Aviserne skriver derom, Folk lyt
ter, niaar der tales om Synd og Naade, og Vækkelser
til bevidst, levende Kristendom sker rundt omkring.
Min Gud og mit Land! det er et Folks Fremtid, og
vi tror, at den gamle Konge fandt sin Glæde i at se
j
disse Livstegn.