35 / 440
2 8 .
paa vor Tid ganske, som vi nu gør det paa hin. Da vil
man ikke blot tale med Forfærdelse om, at vii endnu i 1912
havde 4 (fire) Sogne paa over 20,000 Indbyggere; nej, det,
som man vil undre sig over, er dette, at der har været et
Tidspunkt, hvor man egentlig var ganske godt tilfreds med
Sogne paa 12— 14,000 Indbyggere, ja, man syntes endog den
gang (d. v. s. nu) at have sat 10,000 siom et Slags Minimum,
det Ideal, som man bestandig stræbte efter.
Der vil nemlig komme en Dag, hvor man vil kræve en
Deling af disse »altfor store« Sogne. Men det vil ikke ske,
fordi Præsterne ikke kan »overkomme« dem. I Virkelighe
den er det et Spørgsmaal, om det ikke er lettere at »over
komme« et stort Sogn end et lille. Den megen Tale om over-
anstrengte Præster stammer ikke fra hine Tider med Kæmpe-
sognene; det er snart sagt utroligt, hvad en forretningsdygtig
Præst dér kunde »overkomme«; »Overanstrengelsen« ind
fandt sig just dér, hvor Sognene blev saa smaa, at Præsten
kunde naa ud over det at holde Maskineriet gaaende og
virkelig føle sig forpligtet til at være en Sjælesørger, at give
sig af med
Mennesker,
at sørge og lide med dem.
Nej, det er ikke for Præsternes Skyld, at yderligere Delin
ger vil ske*), men derimod
for Menighedslivets, for Broder-
scnnfundets Skyld.
Sagen er jo den, at sker det en Dag,
at Vækkelsen kommer her i København — og hvorfor skul
de den ikke komme? — eller sker det blot, at de aandelige
Strømninger skifter Retning — saaledes som de allerede i
mange Maader er i Gang med — , saa vil det jo vise sig,
ikke blot at vore Kirker er for smaa, men navnlig at vore
Menighedssamfund bliver for store til blot i nogen Maade
at kunne blive Arnesteder for et virkeligt Samfundsliv, hvor
til bl. a. hører det personlige Forhold ikke blot mellem Præst
og Menighedsmedlemmer, men ogsaa mellem disse indbyrdes.
Et saadant Samfundsliv, hvor det kendes, at vi er Brødre
og Søstre i Herren, har vi jo endnu kun ganske lidt af. Ude
paa Landet i Indre Missions Menigheder og i grundtvigske
Menigheder, vistnok særlig, hvor der er dannet Valgmenig
heder, er der kommen langt mere frem af dette at være ét
Hjerte og ét Sind, af dette, at det er godt at Brødre bor til
sammen. Derfor er Menighedssamfundene jo ogsaa saa ynk
værdigt smaa (i Almindelighed mellem 100 og 200 Medlem
mer) , som det fremgaar af Kirkefondets nylig udsendte Skrift
»Københavns Kirkesag i Billeder«; og det tør vist ingenlunde
paastaas, at Hjertevarmen altid er omvendt proportional
med Medlemsantallet. Mange af dem, som hører til Menig-
Vi ser bort fra de pekuniære Vanskeligheder, som Udskil
ningerne i Overgangstiden vil kunne medføre.