33 / 440
Min Gud og mit Land! er de to første Led i vor nye
Konges Valgsprog; maatte han opleve at se de Spirer, der
allerede viste sig i hans Faders Tid, sætte Blomst og Frugt.
Gud Herren velsigne vor unge, mandige Konge og hans Hus,
han, som begyndte sin Kongegerning med at søge til Kon
gernes Konge om Styrke og Hjælp. Guds Menighed skyl
der at tage ham op i vor daglige Forbøn for hans egen og
for vort Lands Skyld.
Saa vil vi ogsaa hede for Enkedronningen. Gud give
hende, efter at hun nu har lagt de anstrengende Regerings-
pligter i yngre Hænder, Trøst, Hvile, Naade til Sjæl og læ
gerne. Ogsaa hum skal vide, at hun støttes af mange Troen
des Forbøn.
2 6
Menighedsraadsloven.
Fra mange Sider lyder i denne Tid det Spørgsmaal, hvor
ledes man skal se paa den nye Menighedsraadslov. Den har
sine aabenbare Mangler; man kunde have ønsket, at ider var
bleven taget niere Hensyn til Menighedens Tarv ved Valg-
retsbestemmelserne, og dens Bestemmelser om Anvendelsen
af, hvad der indsamles i Kirken, er ikke klare. Men Loven
er nu engang Kendsgerning, og de Mangler, der klæber ved
Loven, vil træde mindst frem, hvor Menigheden bøjer sig
for den og i videst Udstrækning gør Brug af den. Derfor
bør alle troende Mennesker, som opfylder Valgretsbetingel
serne, snarest mulig lade sig optage paa Valglisterne.
Harald Westergaard.
Københavns KirKefond — endnu engang.*)
Nu har vi fejret vor Fest og bragt vor Gave, og manges
Tanker er gaaet tilbage til hine Tider, da »Københavns Kir
kesag« bestod af syv for største Delen ganske ukendte Mænd,
der i den officielle Kirkeligheds Øjne stod som en Art Svær
mere og Fantaster, kirkelige Desperados, der formentlig dog
snart vilde komme paa bedre Tanker og »regne med Tingene,
som de er«.
Naa, hine kloge fik nu ikke Ret; de syv brugte en anden
Regningsart; de saa ikke paa, hvad de havde udrettet eller
formentlig kunde udføre, men de saa hen til den Gud, der
vender Hjerterne som Vandbække, og selv grebne af Kristi
*) Optaget fra »Plovfuren«.