34 / 440
2 7
søgende Naade dreves de frem som de, der
skulde
bringe
Bud fra ham ud til Hjerter, der længtes mod ham — endog
de ofte ikke selv vidste det.
Og saa har vi tænkt paa hine første Aar — Bethesda-
mødet, hvor Pastor Møller fuld af den Helligaand og Kraft
malede et Fremtidsbillede af Kirkesagen saaledes, at mangen
værdig Præstemand sad og sa’ : du raser — du véd ikke,
hvad du siger. Og saa kom »de smaa Piger«, og Velærvær
dighederne rystede igen paa Hovedet — de havde i det hele
nogle svære Aar — og saa skete der det, som i dansk Kirke
liv altid er en Mærkværdighed, fordi det sker siaa sjældent:
Man lod det ikke blive ved Snakken; nej, man knælede ned
og bad til Gud, og saa gik de til Arbejdet som Mænd. Og
da begyndte det at koge og syde, det var øjensynligt, at her
var noget nyt i Gære (det var vistnok »sekterisk«, i hvert
Fald var det da »reformert« — det var ganske vist, erklærede
de ærværdige), og Sjæle, der var stemte lige, søgte sammen
i den fælles Tro, og Gaver bragtes, og Kirker rejstes, og den
Dag kom, hvor man baade fra Syd og Nord undrende hørte
om den Gerning, der her øvedes.
Saa er det vel ikke underligt, om vi, der selv har faaet
Lov til at se denne Sag vokse, nu og da forfalder til at for
tælle om denne »
Nutidssaga
«; ja, det var vel næsten tilgive
ligt, om vi talte oftere om den og brugte lidt stærkere Ord,
end selve denne Sag kunde bære. Men om saa er, lad os
dog ikke trække for istore Veksler paa den Overbærenhed,
som muligt saaledes vil blive vist os. Og lad os frem for
alt som Kirkesagens Venner ikke falde hen i en Lovpris
ning af de gamle Tider, hvilket for enhver Sag er det sikre
Tegn paa, at dens Bærere er bievne gamle.
Der var, synes det mig, for nogle Aar siden visse Tegn,
der kunde tyde i den Retning, og et sikkert Svaghedstegn var
den Tale, som vist i en god Mening lød om »Kirkesagens Af
slutning«. Vi skal ikke her undersøge, hvorledes man var
kommen ind paa dette ganske forfejlede Synspunkt. Men
vist er det, at nu er det af Sagens Førere klart og afgørende
givet op. Og den Virkelighed, hvor Kirkefondet har sin
Gerning, er da ogsaa en saadan, at det at tale om »Kirkesa
gens Afslutning« nærmest maa opfattes som et Selvmords
forsøg, og det paa en Tid, hvor der mere end nogen Sinde
var Brug for, at Sagen skulde leve.
Forholdet er jo nemlig det, at ganske vist har Kirkefon
det gjort en god og en stor Gerning; men der er al Grund
til at tro, at
dette er endnu kun en ringe Begyndelse.
Det
er sandt, vi ser nu med Undren tilbage paa den Tid, da vi
havde Sogne med over 50,000 Indbyggere; men det er me
get sandsynligt, at der vil komme en Dag, hvor man vil se