KøbenhavnsKirkesag

hedens paalideligste Medlemmer, kommer slet ikke til Sam

fundsmoderne, medens andre, som maaske i Virkeligheden

er uden aandelig Kraft, møder saa præcis som et Uhrværk.

Det er nu overhovedet meget tvivlsomt, om disse Møder har

fundet den Form, hvorunder de kan trives. Det er et sta

digt Problem, hvorledes Menighedens Virksomheder, der jo

faktisk ledes af de forskellige Bestyrelser (eller maaske end

og paa mange Steder af Præsten!) — bringes i Forhold til

Menighedssamfundet; at dette sker, er af største Betydning,

men meget vanskeligt.

I det hele vil det vise sig, at der her paa Samfundslivets

Omraader ligger, endnu delvis skjult, en Række Spøi gs-

maal og Opgaver, der i den kommende Tid stedse mere a f

gjort vil kræve deres Løsning. Men alle vil de pege i Ret

ning af dette: »Og han bød dem alle at sætte sig ned, Sam

lag for Samlag«, som Rørdam oversætter det Mark.

, 39.

Ingen, der kender noget til den kristne Kirkes første Tider,

vil være i Tvivl om, at med den Deling i »Samlag«, med den

broderlige Sammenslutning, som skabes dér, hvor Guds

Aand faar Magt over Menneskers Hjerter, dér fuldbyrdes

Kristenlivet saa vidt som ske kan hernede.

Dette »Samlag for Samlag« har fra Kirkefondets ældste

lid e r staaet for dets-Lederes Blik som det herligste Maal;

ikke Kirkehuse, ikke kirkepolitiske Erobringer, men Sjæle-

Samlag, Brødre og Søstre tilsammen;

og just fordi vi er

forvissede om, at Kirkesagens Mænd nu mere end nogen

Sinde holder fast ved denne Side af det oprindelige Pro

gram, just derfor er vi forvissede om, at

den Bevægelse, som

har udrettet saa meget, endnu har sine største Bedrifter

ugjorte.

Der kaldes ad den, der kaldes ad Menighedens Med

lemmer, læg og lærd — her er nok at stræbe mod, at bede

for, at arbejde paa, her er nok for os alle.

Gud give, at alle vi, der hørte og forstod Kaldet, at vi

maa følge det, naar det nu i de kommende Dage lyder til

os paany!

Hans Iloch.

Faar vi Præstenød?

Blandt os, der blev Kandidater omkring Aarhundredets

Skifte, og som den Gang havde i Udsigt at maatte vente i

Aar, før vi kunde komme i selvstændigt Præsteembede, gik

der vilde Rygter om Forholdene, da vi sidst havde Præiste-

nød i Landet. Det var, siges der, den Gang Sognepræster

stod i Queue paa Universitetets Gange for at overtale den

nybagte Kandidat til at overtage Embedet som personel Ka-