347 / 440
340
Og saa kendte Korahs Børn ogsaa saa vel det andet. Om
Aftenen, naar ved Vintertid de.n barske Storm susede om Templets
stærke Mure, naar Regn og Hagl piskede mod Vinduesskodderne,
og Mørket buldrede derude, — o hvor trygt og godt det da var,
naar man ved Aftenstid endelig fik stemmet de tunge Portfløje imod
den susende Træk og fik dem svinget i Leje, og de faldt i Laas
med rungende Brag. Da var det, som de i det samme stæng-de
for alt det mørke og stygge derude, og den store, velsignede
Tryghed faldt over dem derindenfor i det faste Tempels Borg.
Da blev det atter et Billede for dem. De tænkte: ja, saadan er
jo Herren! Et Skjold mod alle Mørkets onde Kræfter og mod Fri
stelsens barske Storme derude. Og saa sang de:
Gud Herren er
Skjold! Herren giver Æ r e !
Ære til os arme Syndere, der fattes
Ære for Gud. Maa vi end dømme os selv skyldige og æreløse,
saa er Gud Herren selv vort Skjold, han giver os Æres-Oprejs
ning i Jesu 'Kristi forsonende Blod, han dækker es med Naade som
med et Skjold.
Velkommen da ind under hans Vingers Skygge, under hans
Naades Skjold.
Og naar vi da i Dag i vort Hjertes Oprigtighed frimodigt
søger ham, Synderes Sol og Skjold, ham, der giver Naade og
Ære, saa lad os ogsaa til sidst se hen til
Jesus Kristus
selv.
Naar det nu lyder: dette er mit Legeme.
dette er mit Blod,
kom da i Hu, hvorledes dette hans Legeme blev udstrakt paa Kor
sets Træ som Offerlammet paa Alteret, og hvorledes dette hans
Blod blev udøst for os paa Forbandelsens Træ. Ja, sænk din Sjæl
ret ind i Beskuelsen af hans Lidelser for dine Synders Skyld.
Gud Herren er Sol; —
men ikke for hum!
Thi da den sjette
Time kom, blev der et stort Mørke over det hele Land, og
Solen gav ikke mere sit Skin. Det tykke, sorte Mørke trak op
over Jesus Kristus paa Golgata, og som en mørk Mur satte vore
Synder Adskillelse mellem Gud og ham.
Og for ham var der
intet Skjold.
Uden Dækning hang han
dér. Satans glødende Pile hvinede om ham, da det lød: er du
Guds Søn, da frels dig selv! og Guds Vredes brændende Pile
ramte ham, da han blev saaret for vore Overtrædelser rg knust
for vore Misgerninger.
Da raabte han ud af Mørket og Pinen: min Gud, mm Gud,
hvorfor har du forladt mig!
Kom det i Hu, naar du knæler deroppe ved Nadverbordet!
Kom i Hu, hvorledes Jesus-Solen sluktes paa Golgata for dig, gik
blodrød ned, for at du aldrig skal siuges af Fortabelsens Mørke.
Thi det kalder
Tilbedelsen
frem i vore Hjerter og skaber de
ydmyge Nadvergæster.
Saa lad os da træde frem med Troens Frimodighed og med
ydmygt tilbedende Hjerter.