346 / 440
339
De gav Agt paa den vævre Svale, som med munter Kvidren
smuttede ud og ind og fortroligt hængte sin Rede under Alterets
Horn, og paa den graa Spurv, som her havde fundet sit Hus. —
Da vi fik Eliaskirkens store Trappe ud imod Torvet bygget, skulde
Gelænderet jo ende i noget; saa fandt vor geniale Bygmester, Mar
tin Nyrop, paa at lade det ende i to Neg, der er fulde af Smaa-
fugle, det er Tanken fra Korahs Børns Salme, der atter her
møder os.
»En Dag i dine Forgaarde,« synger de, »er bedre end tusinde
verdslige, søgne, — jeg vil hellere staa ved Dørtærskelen i min
Guds Hus end bo i de Ugudeliges Telte«. Herom synger
Grundt
vig
i den nævnte Salme et Vers, der desværre ikke staar i vor
Salmebog:
Ej vil jeg bytte
Gud, i din Hytte
Betlerens Plads
bort mod det Sæde,
stolte beklæde
højt i Palads.
Godt ikke fattes den, du haver kær,
Lavt er ej bænket den, du sidder nær.
Og under deres daglige Syslen i Templet med den hellige Tje
neste fødtes da ogsaa i deres Sjæl de skønne Billeder, som
møder os i vor Tekst:
»Gud
Herren er Sul og Skjold,
—
Herren giver Naade og Æ rea .
Gud Herren er
Sol,
siger Korahs Børn.
Hvor ofte havde de ikke set det, naar de i den tidlige Morgen
gik igennem Helligdommens dunkle Halvmørke for at lukke op
for Dagen og Lyset; — naar de da kom til Døren mod Øst, og
aabnede de tunge Portfløje, — se, da faldt Morgensolens Glans i
funklende Strimer ind i Helligdommen og fyldte i et Nu det hele
Tempel med gyldent Lys.
Da tænkte de: ja, saadan er Gud!
Gud Herren er Sol!
Det
er et Billede paa ham, han er Solen, Lysets og Livets Kilde. Som
Solen fylder det hele Hus, og som dens Lys oplyser vore Øjne
og gør vort Hjerte glad, saaledes er det, naar han møder en Syn
der :
Herren giver Naade.
Han lægger Naadens gyldne Glans
over hele en Synders Liv, Naade over Ungdomsaarenes Synd,
Naade over Manddomsaarenes Pletter, Naade over Kirkefcndets
Synd, — Naade over Naade!
Ja saadan møder han os i Dag: Gud Herren er Sol,
Herren
giver Naade! Velkommen da ind i hans Naades Lys, velkommen
i hans Kærligheds Sol!
2*