108 / 170
fyldestgørende derfor endog dette i Krigsministeriets seneste Skri
velse fremsatte Forslag forekommer ham, tror han dog, at han m aatte
gaa ind derpaa, saafremt Kirkens Nedlæggelse m. v. var uundgaaelig,
og det ikke skulde lykkes at bevare den ved vore forrige Kongers
gudelige Forsorg stiftede Kastelskirke. De Grunde, paa hvilke den
i sin tidligere Betænkning bestem t har erklæret sig imod det frem
satte Forslag, maa han fremdeles støtte sig paa, idet han ikke kan
skønne, at de . . . . . er afkræftede. Mindst Vægt y trer Biskoppen
at ville lægge paa den Betragtning, at de Tilfælde kunde indtræffe,
hvorunder Kastellet kunde blive afskaaret fra Staden, skønt han
ikke kan finde tilfredsstillende, hvad af Krigsministeriet i denne
Henseende er erindret, at man nemlig i saadanne Tilfælde kunde
sørge for Gudstjeneste i Kastellet paa samme Maade, som der sørges
for den i Felten; thi af det, at man i Felten maa hjælpe sig, som man
kan, følger formentlig ikke, at man i et Kastel skal tilintetgøre de
Indretninger, som haves til en ordentlig Gudstjeneste i Freds- og
Krigstid.
Forsaavidt det af Krigsministeriet er bleven ytret, at Kirken i
Kastellet ingen Menighed har, bemærker Biskoppen, at den, i Ordets
sædvanlige Betydning, vistnok kan siges at have en M en ighed ,.........
hvis Størrelse dog ikke kan være liden, da endog henved 100 Mand,
som høre dertil, ikke kunne finde Plads i Kastellet selv; og denne
Garnisons Officerer med Familier samt Underofficerer og Menige
udgør saa meget mere en Menighed, som deres Stilling medfører et
indbyrdes Sammenhold, som for det meste fattes hos Købstads
menighederne. Hvis der derfor menes, at denne Menighed hidtil kun
lidet har holdt sig til Kirken, saa er dette for den senere Tid sandt
nok, men desto større Opfordring er der til at gøre alt for at gen
oprette den religiøse Sans, der er sunken i Dvale, hvorimod man
ved a t nedlægge Kirken ganske vilde gøre sit til at udslukke den.«
Man kommer atter ind paa Spørgsmaalet om den Betyd
ning, det vilde have for Kirken, om der blev ansat en vel
begavet og veltalende Præst, hvad der jo maa opfattes som
en Erkendelse af, at man ikke tidligere havde sørget for at
gøre Præstestillingen saa indbringende og attraaværdig, at
man kunde stille saadanne Fordringer til dem, der søgte
Kaldet, hvorved dog ogsaa maa tages i Betragtning, at dette
at skulle tale Guds Ord for en Forsamling, der fyldte Kirken
ikke af Trang men af Tvang, af sig selv maatte berøve selv
den fortrinligste Prædikant den Effekt, der laa i Inspiratio
nens Magt. — Biskoppens Syn paa de voksende Friheds-
rørelser faar ham atter til at ytre sin Frygt for Sekterer- og
Proselytvæsen, og i Skrivelsen hedder det:
105