110 / 170
lidt som for Kirken selv og dens Grund, og hvad der saaledes til
sigtes indvundet fra Kirken er ingenlunde paatænkt at skulle an
vendes til Kirkens egne Øjemed.
I hvad Biskoppen saaledes har fremsat, troer han a t faa alminde
lig Medhold i Folket, og ogsaa naar Sagen bliver bekendt i Udlandet
Der er, mener han, i det kristelige Evropa næppe noget Kastel af
noget større Omfang, der ikke har egen Kirke og Præst; og naar
man nu paa saa mange Steder med al Omhu søger at tilvejebringe
et større Antal Kirker for den stedse voksende Folkemængde, vilde
det give Danmarks Fjender Anledning til velgrundede Bebrejdelser,
naar man her fulgte en modsat Fremgangsmaade.«
Ministeren finder sig efter det saaledes udtalte
»forpligtet til at tilføje nogle Ord for at udtale den særdeles Vægt,
jeg lægger paa denne Sag, navnlig med Hensyn til de moralske Virk
ninger, som det efter min Overbevisning maa have, cm bemeldte
Kirke nu nedlægges. Det Indtryk, som dette Skridt allerede i og
for sig vilde gøre, m aatte i høj Grad forstærkes ved den B etrag t
ning, som ved den Lejlighed vilde frembyde sig, at medens Folketallet
i København og' paa dens Grund i den Tid af mere end 150 Aar,
der er forløben, siden Kirkens Opbyggelse, uden Tvivl kan antages
a t have fordoblet sig, er Kirkernes og Præsternes Tal, som herved
aldeles ikke var overflødige, endog blevet indskrænket.«
Videre taler Ministeren igen om Indsamlingen til en ny
Kirke og udtaler sin Beklagelse over, at det ikke har været
ham muligt a t støtte denne Indsamling med et Bidrag fra
Staten.
»Skulde der imidlertid endog foretages et saa betydningsfuldt
Skridt i en modsat Retning som Nedlæggelsen af en gammel Kirke,
der netop er særdeles belejligt beliggende for en ikke ringe Del af
den udenbys Befolkning, der er mest fjernet fra andre Kirker, saa
vil det ufejlbarligt gøre et smerteligt Indtryk paa en meget agtværdig
Del af Folket, medens man fra anden Side vilde, vistnok uden til
strækkelig Føje deri, se en Anerkendelse af den Mening, at der intet
bindende er i kristeligsindede Kongers og Privatpersoners Gaver og
Foranstaltninger til bedste for Folkets religiøse Fornødenheder.«
Han slutter med, at han
»er uden Haab om, at Krigsministeriet ......... vil opgive Tanken
om Kirkens Nedlæggelse. Skulde jeg imidlertid ikke være saa lykke
lig a t opnaa dette, maa jeg dog anse det for en ueftergivelig Pligt
at gøre alt, livad jeg formaar for at afværge hine Tankers Udførelse,
og derfor bringe Spørgsmaalet for Hans Majestæt og det gehejme
S ta ts ra a d
«
107