69 / 220
og i
1 9 4 9
sprængtes rammerne, og vi flyttede til Sortedams Dosserin
gen i stueetagen i et beboelseshus. Her havde Kommuneskolernes
Håndarbejdsafdeling haft sit linneddepot, hvis årsag en del af vindu
erne var forsynet med jernstænger. Man kunne på det tidspunkt ikke
på ærlig vis skaffe sig solide linnedstoffer, så det kunne friste over evne
at se alle de linnedruller, der skulle blive til chemiser i håndarbejds
timerne. Ud til Dosseringen var der heldigvis ikke stængte vinduer.
Der var den herligste udsigt over Sortedamssøen. Men der var i starten
to store vanskeligheder: Vi havde i de første 6 uger hverken reoler eller
telefon. Bøgerne, hvorfra bestillinger daglig skulle ekspederes, lå i
stabler på gulvet, og al telefonbesked gik til hovedbiblioteket, hvortil
jeg hver dag kl.
1 2
måtte ringe fra en kiosk på Østerbrogade. Det ret
tede sig jo, og vi blev der da i
5
år.
1
1 9 5 4
flyttede Særafdelingens kon
tor til Christians Brygge
2 8
lige i nærheden af Langebro. Lokalerne
var fortrinlige. En mægtig spisestue blev et godt depot, et par store
værelser ud til havnen udgjorde vore kontorer. Og så var der et køk
ken, så stort, at man kunne slagte et stykke kronvildt uden at forårsage
pladsmangel til andre aktiviteter. Frokostkaffen var i hvert fald sikret.
Vi havde en glimrende arbejdsplads her i
3
år, indtil vi i
1 9 5 7
skulle
flytte ind til den store glæde på Kultorvet. Vore trængsler var nu ikke
til ende endda. Vi måtte flytte ind i et halvfærdigt hus den
2 8
. marts,
der skulle nemlig betales husleje fra den
1
. april. Vi vadede i cement
støv og murbrokker på kontorer og gange, og gadedørene stod åbne
døgnet rundt, hvis de i det hele taget var der. Huset var dog opvar
met, det skulle jo tørre. Jeg kan godt forstå, at gadens hjemløse søgte
ind i varmen om natten, såmænd også, at det fristede en af kvinderne
til at vaske hår i det varme vand på et af toiletterne i stueetagen. Hun
nåede bare ikke at blive færdig, før vicestadsbibliotekar fru Struck-
mann på sin morgeninspektion stod i døren. »Men - det kan De da
ikke, det der.« »Jo, tak det går udmærket, jeg er vant til at indrette
mig,« sagde damen igennem sin våde manke.
Disse tilstande fik ret hurtigt en ende, og Særafdelingen havde en
udmærket arbejdsplads her i resten af min arbejdstid. At opgaverne og
dermed bogbestand og personale siden da er mangedoblet og har fået
lokaleplads derefter, kan kun glæde en gammel medarbejder. Gid det
må kunne fortsætte til fordel for en - i boglig henseende - ellers dårligt
stillet del af befolkningen«.
66